Julian Fellowes: Belgravia
Perfekt læsning til en sommeraften (eller ti), en regnvejrsdag, juleferien, skituren etc. Denne roman er charmerende og romantisk og får mine varmeste anbefalinger.
Engelske romaner, hvor handlingen foregår i slutningen af 1900-tallet og er spændt til bristepunktet med drama, kærlighed, intriger og håb, er blandt mine yndlingsbøger. Derfor blev jeg meget glad, da jeg så, at forfatteren bag min yndlingsserie, Downton Abbey, udgav ”Belgravia”. En mursten vil nogle måske kalde den, men jeg syntes blot, det var skønt at begynde på en historie og vide, at den ikke slutter lige om lidt.
Et storslået bal i 1815 hos hertuginden af Richmond bliver unge Sophia Trenchards sidste dag sammen med sin kære unge hertug, der ligesom mange andre på hans alder bliver kaldt til fronten dagen efter og desværre aldrig kommer tilbage. Sophias forældre følger hendes sorg med vemod, men bliver temmelig overraskede, da de erfarer, at de unge mennesker var blevet gift, og at Sophia venter hans barn. Tragisk, som det desværre skete for ofte i den tid, dør Sophia i barselssengen. Hendes forældre vælger at bortgive barnet til en præst og hans kone, og først 25 år senere hører de om ham igen. Det er i hvert fald, hvad mrs. Trenchard, Sophias mor, tror.
Charles, det bortadopterede barn, træder ind på scenen som en ung, driftig forretningsmand. Både hans farmor, hertuginden af Richmond, og morfar, mr. Trenchard, viser stor interesse for hans kunnen, og Charles er intetanende om deres familiære relationer. Det gælder også for de andre arvinger til begge bedsteforældre, der finder interessen for denne ukendte mand lidt for mystisk og ubelejlig. Deres arv er i fare, og det giver historien et dramatisk præg med både bedrag og sladder. Det er heldigt, for hvis der kun var kærlighed og glæde, ville bogen være for tynd.
I datidens England var det selvfølgelig ikke nemt at blive gift med den, man elskede, og det viser sig også i denne historie, hvor personer fra samfundets aristokrat og arbejderklasse bliver forelskede. Afslutningen på bogen er måske ikke just overraskende, især ikke i det nævnte kærlighedsforhold, men det gør ikke noget, for historien bliver hverken langtrukken eller kedelig af den grund. Alt i alt en fantastisk roman for victorianske romantikere som mig.
Belgravia, Julian Fellowes, Politikens Forlag, 440 sider, udgivet 30. juni 2016, oversat af Agnete Stjernfeldt
[…] Du kan læse anmeldelse af Julian Fellowes’ roman “Belgravia” her: Julian Fellowes: Belgravia […]