“Min bror lå i sengen, slap og hvidlig, mens væsker flød ind og ud af ham. Hans drop var fastgjort til en hvid pose ophængt på et metalstativ, hvorfra der ubønhørligt dryppede noget, der lignede fed, smeltet vaniljeis, ind i hans spinkle krop. Jeg sad på stolen ved siden af og fik en gang imellem at vide, at jeg måtte gå ud, for nu skulle bleen skiftes, eller han skulle vaskes og ordnes, sengen redes.”

Sygdom er hverken smukt eller poetisk. Men sygdom er en del af mange menneskers liv og derfor har sygdom også en berettigelse i litteraturen. At være pårørende til en syg kan være en barsk omgang. Især når man ikke ved om den syge får det godt igen.

Kattefugl er fortællingen om en ung mand på cykel, der bliver kørt ned, ender i koma, bliver hjerneskadet og skal igennem genoptræning. Det er hans søster, der fortæller os historien.

Forfatter Kristiane Hauers bror bliver i 2009 kørt ned af en bil og bilisten frygter. Hendes bror banker sit hoved i jorden og slår sig så alvorligt, at man i en periode ikke ved, om han overlever. Han har i dag varige mén og bor på et hjem med støtte. Man fornemmer hurtigt under læsningen, at forfatteren har oplevet at være pårørende til en hjerneskadet. Hun skriver med en ganske fin indlevelse med masser af detaljer, der gør historien troværdig og knugende. Hun skriver sig således ind i rækken af nyere danske udgivelser i genren autofiktion og lykkes ganske godt med det.

Jeg læste de første sider i bogen flere gange, fordi jeg ikke kunne hitte redde i skiftet fra tid og sted. Romanen springer nemlig konstant i tid og sted, og afsnittene er ganske korte, så det er ikke længe vi opholder os det samme sted. Men da jeg først fik styr på nutidssporet, et par fortidsspor og accepterede at der er afsnit med faglig information om fx Berlins historie og om at lærken er en af de mest almindelige fugle i Danmark, ja så fangede romanen min interesse.

Jeg læste gerne om, hvordan det var at være pårørende. Der er fx en beskrivelse af det rum på hospitalet, hvor pårørende må opholde sig. Et rum uden tid, fordi tiden står stille, mens man venter på mirakler. Jeg var dog langt mindre interesseret i de mere faglige dele af bogen fx beskrivelserne af Schrödingers kat. Måske skulle de afsnit symbolisere, at vi ikke ved, om hendes bror kommer sig, som
man ikke ved, om katten er død eller levende (eller er både død og levende) i Schrödingers boks.

Kattefugl er en fin roman om at sørge over tabet af en bror, der stadig er i live, en roman om at være pårørende i sundhedssystemet og også lidt en roman om at være nybagt mor og at frygte at ens egen kæreste skal komme noget til. Og sidst men ikke mindst er bogen en reminder om, at det at gå lange ture kan have en lindrende effekt.

“Det var et paradoks, der ikke var til at forstå, som man bare kunne befinde sig midt i. Min bror var ikke død, men han var heller ikke den, han have været. Min bror fandtes og fandtes ikke længere. Jeg forstod det ikke. Jeg forstod stadig ikke, at det var det, der var sket, selvom det nu var flere måneder siden at bilen havde ramt ham.”

Kristiane Hauer (f.1975) debuterede i 2002 med romanen går under går over går. Kattefugl er hendes fjerde skønlitterære bog. Hun er uddannet i dansk fra Københavns Universitet og skriver pt. ph.d om litteratur og fordybelse.

Af samme forfatter har vi tidligere læst og anmeldt romanen Ta´selv.

Kristiane Hauer, Kattefugl, 150 sider, Juni 2019, Jensen & Dalgaard.