Andrea Jeftanovic: Du må ikke tage imod slik fra fremmede
Du må ikke tage imod slik fra fremmede er en novellesamling, hvor alle historierne på hver deres måde får løftet sløret for de skjulte sider af mennesket, som vi går og gemmer på. Eller rettere sagt; nogen går og gemmer på. For det er de grimmeste sider i mennesket, Andrea Jeftanovic viser os –og de smukkeste. I elleve intime, sensuelle og voldsomme noveller.
Det er kærligheden og begæret mellem to elskende, og det er lysten til den unge Lolita, der opstår i den ældre beskuer trods hans forsøg på afvisning. Den unge kvinde, som faktisk er hans datter, men som ved æggende opførsel og overtalelse opnår et forhold til sin far.
Det er barnet, der føler et pludselig afsavn og svigt, da hendes far ikke længere ser hende og retter al opmærksomhed mod hendes yngre søster for dér at få afløb for sine perversiteter.
Det er barnet, der forsvinder på vej til skole for aldrig at dukke op igen. Og moren, der ifører sig barnets sko for derved at følge i samme fodspor og komme tættere på den, hun har mistet. Alt imens hun messer de ord, hun altid har formanet; ’Du må ikke tage imod slik fra fremmede’.
Det er ægteparret, der efter mange års samliv har mistet gnisten og lysten til hinanden, men genfinder det i deres forholds trygge base og i distancen mellem dem. Foragten i beskuerens øjne, når han betragter kroppen på den kvinde, han i årevis har været sammen med og er træt af. Hvor er det frygteligt, men samtidig så forståeligt.
Du må ikke tage imod slik fra fremmede er uden tvivl en af de bedste novellesamlinger, jeg har læst i år. Hver novelle er afsluttet med et altafgørende citat. En gentagelse af et af novellens afsnit, som derved får lov til at stå alene. Det er foruroligende historier, der hver og en kræver tid og tanke ved endt læsning. Det er så fint og samtidig så smertefuldt at læse Du må ikke tage imod slik fra fremmede. Det er grufulde historier, forklædt med Andrea Jeftanovics smukke pen.
Andrea Jeftanovic: Du må ikke tage imod slik fra fremmede, Forlaget Aurora Boreal, 149 sider, august 2018