Bexar er en helt almindelig finlandssvensk familie. Far Henrik er vokset op hos gudfrygtige forældre i dyb fattigdom i årene efter 2. verdenskrig. Heldigvis har han et godt hoved, og i den fremvoksende velfærdsstat får han både uddannelse, et godt job og en god familie.

Henriks liv og familie er som det finske samfund i efterkrigstiden: det går fremad og opad. Man distancerer sig længere og længere fra krigen (der i Finland var anderledes barsk end herhjemme pga Sovjetunionens angreb på Finland i vinterkrigen). Henrik gør det så godt, at familien med dens tre børn stille og roligt kan flytte op igennem samfundets lag, også fysisk. Han får endda lov til at tilbringe et par somre i Hamborg i arbejdets medfør – lang tid før, det blev normalt med udstationering.

Det går meget godt, meget længe, for Henrik og for Finland. Godt nok vinder Sovjet altid i Ishockey, og godt nok er de glade tressere også i Finland hård for relationerne mellem generationerne – her er det især den ældste søn, der går sine egne, desværre ret påvirkede vegne – men velstanden stiger og de unge kan bruge deres energi på musik og piger, i stedet for fattigdom.

Den yngste søn, Riku er bogens egentlige hovedperson, og han oplever også rejsen fra boligblokkene til de fine villaer, fra kommuneskolen til som voksen at være leder af en radiostation, godt nok ejet af et par barndomsvenner, der er nogle suspekte typer, men hvad gør det, når musikken spiller?

Riku tager det hele med. Han er født samme år som Gagarin blev sendt op i rummet, samme år som Berlinmuren blev bygget, på tærsklen til den nye tid. Finland er ikke som Finland var bare tyve år tidligere, og Riku oplever det hele. Pigerne, den forsigtige pubertet, de mange vilde dage i 70erne og ikke mindst yuppietiden i 80erne, hvor det hele kan lade sig gøre. Bare man tør tage chancer, har forretningstalent og ikke har alt for mange hæmninger.

Det ender selvfølgelig galt for familien Bexar. I Danmark var 90erne et opgangsårti, hvor Nyrup satte gang i 90erne. I Finland var det sammenbruddets årti, hvor økonomien faldt fra hinanden og yuppierne fik en brat opvågning – nogen gange så brat, at politiet blev involveret. Alting har sin pris, og rigdommen og fremgangen har sin.

Dragerne over Helsingfors er en familiekrønike og et tidsbillede over Finland i efterkrigstiden og frem til årtusindskiftet. Her er både de store samfundstræk, glæden over mulighederne og livet, kritikken og sorgen over et liv, der forsvandt, men også nedslag i populærmusikken og ikke mindst en stor indføling over for stakkels Rikus kvaler med at komme overens med sin familie og sit liv. Når traditionerne er væk, hvad har man så at holde sig til?

Dragerne over Helsingfors er en fremragende roman, som jeg slugte på få dage. Den er velskrevet, tankevækkende, overraskende og bevægende – helt frem til den overraskende, lille afsløring til sidst, der i sig selv ikke vender op og ned på noget, men som sætter et helt nyt perspektiv for romanen. Hvad nu hvis…

Jeg har aldrig læst Kjell Westö før, og det er godt nok en fejl. Nu går jagten ind på de øvrige bøger i hans forfatterskab…

Kjell Westö: Dragerne over Helsingfors. 597 sider Batzer & Co. Oversat af Jesper Klint Kistorp, 2019