I Finland var første halvdel af det tyvende århundrede var brutalt og blodigt. Ved århundredskiftet var det en del af det russiske zarimperium, og i kølvandet på det russiske revolution under 1. verdenskrig fulgte en blodig borgerkrig mellem de hvide og de røde. Krigen blev vundet af de borgerlige hvide med tysk hjælp, og efterfølgende fulgte en skånselsløs udrensning og regulære drab på de tabende kommunister.

I Der hvor vi gik engang tager den fremragende finske forfatter Westö os med i et epos, der følger en stribe unge mennesker fra zartiden til borgerkrigen, fra de brølende tyvere til tredivernes højreorienterede vold og det sovjetiske overfald på Finland.

De unge mennesker tager del i hele den finske historie: fra de fattige lejekaserne hvor tuberkulosen var epidemisk og sulten gnavende til de velstilledes overdådige livsstil. Fra krigens vold til de traumer, det efterlod hos overleverne. Fra fodboldbanerne til barerne, fra dem der tilpassede sig til dem, der forsøgte at bryde ud af samfundets snærende bånd.

De lever og elsker, dræber og dør. De drikker sig fulde, får børn, drømmer om en bedre verden eller bare om at kunne leve med sig selv og sine krigstraumer. Ind i historien flettes musik og arkitektur, litteratur og politik. Det er en gennemført vidunderlig roman, om mennesker der er en del af deres tid på godt og ondt, som forsøger at navigere i en uretfærdig verden – både dem, der profiterer af uretfærdigheden og dem, der havner nederst.

Det er en generationsroman, men også en bog om byen Helsingfors og dens udvikling fra lille, søvnig og perifær by i det store russiske rige til en storby og hovedstad i egen ret og magt.

Bogblogger har tidligere anmeldt Dragerne over Helsingfors af samme forfatter, og efter at have læst Der hvor vi gik engang er min begejstring for Westö kun vokset. Det er et utroligt spændende forfatterskab, og jeg skal helt sikkert læse mere.

Kjell Westö: Der hvor vi gik engang. 698 sider, Batzer & co. Oversat af Jesper Klint Kistorp, udkom 2015