Khemiris ’Jeg ringer til mine brødre’ indgår i en lille serie af novellaer, som forlaget Korridor udgiver. En novella er en mellemting mellem en roman og en novelle, og det er ofte eksperimenterende og komprimerede fortællinger, der strækker sig over 70-100 sider. Det er også tilfældet med ’Jeg ringer til mine brødre’, der hovedsageligt er skrevet som en dialog mellem historiens jeg og så en række venner, familiemedlemmer og sågar en afdød farmor. Handlingen udspilles over 24 timer, og der er noget stacattoagtigt over formen. Dialog og sætninger er kraftfulde og energiske, og man fornemmer et raseri lige under overfladen. Raseriet har bund i etnicitet.

Hovedpersonen, jeg’et, er 2. generationsindvandrer i Sverige og oplever verden på en nærmest paranoid måde efter en selvmordsbomber har udløst sin dræbende bagage. Amor, som han hedder, føler sig overvåget og under mistanke. Han ringer til sine brødre for at advare dem om, at de skal holde lav profil. Er du anderledes, mørk i huden eller går med palæstinensertørklæde, er du under mistanke, forstår man. I en herlig sekvens følger man hovedpersonens indre monolog samtidig parallelt med hans forestillinger om politiets kommunikation og overvågning. Det lyder sådan her: ’Jeg var en del af byen – præcis som alle andre, præcis som hende der med posen og ham der med den røde hue./ Han er standset, jeg gentager, han står helt stille nu, skifter. / Præcis som damen med den ristede pølse og faren med barnevognen. / Han sveder, skifter. / Jeg var en del af byen præcis som frisøren der stod udenfor sin salon og røg. / Han retter på rygsækken, skifter. / Præcis som drengene med ens fodboldhalstørklæder i køen til bankautomaten. / Han står stadig stille, jeg afventer instruks, skifter.

I de 24 timer, handlingen udspiller sig, er vi konstant i fortællerens hoved, og alting ses fra hans synsvinkel. Der er en paranoid stemning, og hans indvandrerbaggrund trænger gradvist andre elementer af hans identitet i baggrunden. Til sidst flyder det sammen. Hans forestillinger om, hvad han og andre indvandrerunge kan blive mistænkt for, bliver på ét niveau virkelighed for Amor, som han hedder. Grænsen mellem virkelighed og fantasi skrider for ham, markeret ved hans knivdrab af to betjente. Det virker så aparte, at det må være symbolsk og ikke en del af novellaens realplan.

I et efterskrift gengives et åbent brev, som Khemiri har skrevet i 2013 til den svenske justitsminister. Her får vi mere ubearbejdet hans oplevelser af en strukturel racisme i det svenske samfund. Brevet belyser den foregående fortælling effektivt, og man sidder lidt rystet tilbage. Det er effektiv kommunikation og uhyre velskrevet.

Forfatteren har også skrevet Farklausulen, som er anmeldt her på bloggen.

Jonas Hassen Khemiri: Jeg ringer til mine brødre. Korridor novella /4. 118 sider. Oversat af Anna Tydén. April 2019.