’Farklausulen’ er en herlig sort-humoristisk skildring af et familieliv, der vrimler med genvordigheder, hemmeligheder og usagte sandheder. Og der vil garanteret være episoder og begivenheder, enhver læser kan genkende. For der er nogle universelle ting ved familielivet, som bogen spejler rigtig fint – eksempelvis, at det kan være møgbesværligt at opdrage småunger, at sønner og fædre tit har komplicerede relationer, og at dampen kan gå fløjten af et forhold, når hverdagen og rutinerne melder sig.

Her er vi i en ung svensk familie. Faderen er på forældreorlov og passer den 1-årige søn og den 4-årige datter, mens mor har gang i karrieren som jurist i en fagforening. Det gør faderen med en uhyggelig ildhu og energi, som ikke kan vare ved. Og det gør den heldigvis ikke, altså varer ved. Børnenes farfar har forladt Sverige til fordel for sit arabiske fødeland, men han har bevaret sit svenske statsborgerskab og kommer til Sverige en gang hvert halve år. Han er ikke begejstret over at have en søn, som ikke forsørger sin familie, og livet i det moderne Sverige undrer ham såre. Det giver visse spændinger, og sønnen bærer, helt klassisk, på et voldsomt behov for at blive om ikke anerkendt, så i hvert fald bare set. Men datteren, farfarens øjesten, har heldigvis en tilværelse, der er til at forstå og beundre.

Så scenen er sat til en god omgang familiedrama, og det får vi. Det bliver en kærlig satire, hvor hvert enkelt familiemedlem sætter ord på de begivenheder, der udspiller sig i løbet af romanens 10 dage. Læseren låner så at sige hovedpersonernes øjne og ser på verden fra hver sin vinkel. Det fungerer rigtig fint og nuancerer personerne. Der er ingen superhelte eller superskurke. Alle har hver sine fejl og styrker, akkurat som i virkeligheden.

Khemiri benytter et sjovt stilistisk træk til at fastholde, at personerne skal ses i deres egenskab af familie. Man får således aldrig deres navn at vide. De er ’en søn, som er en far’, ’en søster, som er en datter’ eller ’en mor, som er en farmor’. Hver især portrætteres de, og man bliver gradvist klogere på de dynamikker, der former hver især og familielivet. Noget af det er grotesk morsomt. Især de meget detaljerede beskrivelser af kampen omkring middagsmåltiderne, den svimlende opgave at komme ud ad døren med småbørn og ikke mindst de mange ritualer og genvordigheder, når det er puttetid. Som regel ender det således: ’Men til sidst, en gang mellem syv og otte, plejer begge børn at sove. Så begynder forældrenes tid. Nu kører vi noget te og hygge, siger de, går ud i køkkenet og begynder at skændes.’ Og herefter en længere beskrivelse af alle de dejlige ting, man kan finde på at skændes om – skal børnenes mad være uden gluten? Hvem sov længst af forældrene i går? Hvem brugte tid på at opdatere netværket, men så var det i hvert fald mig, der planlagde fødselsdagen etc etc.

Khemiri serverer det hele med elegance og uden et anstrøg af bitterhed. Vi skal ikke tage parti, men bare lade os føre med og måske genopleve og grine af nogle ting, vi kender fra hverdagen. Sådan er det med bogen. Læseren bliver klogere og herligt underholdt af denne energisk fortalte historie fra Khemiri, som en svensk kritiker har kaldt ’en af Skandinaviens mest potente samtidsforfattere’.

Jonas Hassen Khemiri: Farklausulen. Gyldendal. 245 sider. Oversat af Birgitte Steffen Nielsen