Christian Mørk har skrevet en ganske særlig roman: “Amerikaneren” om den farfar, forfatteren aldrig lærte at kende. Selvom fortællingen bygger på erindringer fra Erik Mørk, Christians far, og en fiktiv forestilling om tilværelsen i New York i 30’erne, mærker man tydeligt en kærlighed til farfaren Max. Romanen indeholder en sympatisk fremstilling af en mand, der betragtes som en sjuft i Danmark, bliver sendt til Amerika af sin kone og har en hæsblæsende hverdag i New York. Det er bestemt en anbefalelsesværdig fortælling.

Tre mulige erindringer – en rar, en mindre rar og en ganske rædsom begyndelse på rejsen til Amerika i 1930. Max husker ikke, hvilken der er den sande historie (godt det samme, da det er den grusomme) omkring sin afsked med sin hustru, Emma, og deres 5-årige søn. Sådan lærer vi Christian Mørks farfar at kende. En ægtemand, en far og en drukkenbolt, der tilsyneladende er bedst til det sidste.

På overfarten til Amerika former Max stille og roligt en ny identitet. Selvom Emma sendte ham af sted – hun havde simpelthen købt en billet til ham på trods af pengemangel og deres fælles liv i lejligheden i Danmark – begynder Max at være lettet over at skulle hen til et sted, hvor ingen kender ham. På mange måder får han en ny chance i sit liv. Men uvidenheden om, hvad der skal ske, er alligevel allestedsnærværende. Med rette.

I Amerika bliver Max testet på savnet til sin familie, sin retfærdighedssans, sin fremtoning og ikke mindst evnen til at overleve, når fjender og kroppen prøver at fortælle, at det går kraftigt ned af bakke. Korrespondancen med familien derhjemme er sparsom, og efter noget tid er det tydeligt, at Emma ikke har planlagt, at hun og sønnen skal komme og være en del af livet i Amerika. Imens arbejder Max først hos en jødisk familie og senere som fremtidsspejder for en byggematador. Han bliver forelsket i en kvinde, og da hun bliver gravid, vil han gøre alt for at passe på hende og det kommende barn. Men Erik er jo stadig i Danmark. Og mange ønsker, at Max rejser tilbage, hvor han kom fra.

At være sin egen lykkes smed, ja tak, men på et helt andet kontinent uden kendskab til folket, kulturen, sproget og en usikkerhed om, hvem man kan stole på? Det er bestemt ikke uden omkostninger at betræde ukendt land. Nok er omdrejningspunktet rejsen til New York i 1930 og livet dér, men følelserne må være genkendelige for mange, der i dag står i samme situation. Derfor er dette en meget aktuel bog, når der tages et helikopterblik på historiens kerne: Et nyt liv i et nyt land, fordi det gamle ikke kunne blive meget værre.

“Amerikaneren” er utroligt velskrevet, et fint og nuanceret sprog, der er dejligt malerisk og reflekterende. Beskrivelserne af Max, tingenes tilstand i 30’ernes New York og ikke mindst menneskene omkring ham fungerer virkelig godt. Eksempelvis beskriver dette en jødisk familie, der netop er landet i byen: “Derinde kunne han skimte øjne, der ikke holdt op og aldrig ville holde op med at analysere trusler, selv her, selv nu. Flygtningesmil, som aldrig viste sig ret længe ad gangen, som om de nyankomne også var bange for at få dem stjålet.” Jeg elsker, når sproget er så lækkert, så subtilt og så præcist beskrivende, at billederne straks popper frem, som så man det udfolde sig på film. Jeg er fan!

Læs også vores anmeldelse af  Christian Mørks roman “I gode hænder” om en ældre kvinde med healende hænder og en dyster fortid: Anmeldelse af “I gode hænder”

Amerikaneren, Christian Mørk, People’s Press, 308 sider. Udgivet 4. oktober 2019.