Mette Moestrup: Til den smukkeste
Mette Mostrups digtsamling “Til den smukkeste” er på alle måder virkelig smuk. Både den raffinerede forside, den udtryksfulde typografi og de smukke matte, sorte sider, der opdeler digtsamlingens ni temaer, er i æstetisk verdensklasse. En ganske passende indramning for bogens skønne digte, der tematiserer ja, skønhed og det at være “smuk”. Ud af bogen flyder en brusende flod af skønhed, krig og fred, nutid og fortid, spas og alvor, der næsten overstrømmer læseren.
Digtsamlingen er Moestrups første i syv år – men den har i den grad været værd at vente på. Raffineret tager digtene udgangspunkt i den græske mytologi – uden at den nogensinde mister sit nærvær. For der er både krop, pop, hverdag og fest i dette uhyre læseværdige og letlæselige overflødighedshorn af en digtsamling.
“Blæksprutten har 3 hjerter / den ligner et rumvæsen / og spyr blæk som en gud / vogt dig for elskere som virker overmenneskelige / vogt dig også for elskere der virker umenneskelige / det er ikke kærlighed, gå videre / åh, når nattesynet endelig virker / og solen står op: / se, hvordan bølgeskummets døde havfruer / fyger i morgenrøden, formløst / det vil ind i kroppen, skummet / gennem munden; dets drøm er at gå / på to ben og ta form af os.”
Bogens titel og dens tematik tager udgangspunkt i den græske myte om stridsgudinden Eris. Ved Peleus’ bryllup, som hun er den eneste gud, der ikke er inviteret til, kaster hun et gyldent æble ind mellem gæsterne, guderne. På æblet står der “til den smukkeste”. Guderne kaster sig grådigt over æblet, som de alle vil eje, og det bliver optakten til Den Trojanske Krig. Derfra stammer udtrykket stridens æble eller et stridsæble.
“Til den smukkeste” er meget fint komponeret – den indeholder 117 digte (et tal, der har en subtil ironi over sig) – 13 digte til hver af de ni græske muser. Det lyder måske kompliceret. Men det skal man endelig ikke lade sig stoppe af. For digtene berører alle livets mange og relevante temaer, som er lette for læseren at identificere sig med – for eksempel kærlighed, skønhed, liv og død og universets samspil med jorden og mennesket. Det metafysiske kobles virtuost sammen med det jordiske.
De ni muser udforsker finurligt og vedkommende poetiske systemer, opfinder ritualer og skaber forbindelse i et felt af kontraster: mellem kærlighed og had, sorg og fryd, fortid og fremtid – alt imens et jeg prøver at løse gåden: hvad er smukt, smukkere, smukkest. Digtsamlingen efterlader os klogere på livet og vores følelser. Moestrups smukke, sanselige sprog får snedigt os til at smage på ordene, på stridens æble, på vores indre. Det store spørgsmål er, hvad der sker, når vi tager en bid.
“Til den smukkeste” er vidunderligt let tilgængelig – både sprogligt og indholdsmæssigt. Det poetiske sprog anvender især gentagelsen som retorisk virkemiddel – så tonen næsten, men kun næsten, bliver monoton. Så hvis man gerne vil begynde at læse digte, kan det anbefales at starte her. Og hvis man er vild med digte, bør man omgående tage en kæmpe bid af Moestrups allestedsnærværende og saftige digtsamling. Den smager så guderne synger.
Mette Moestrup: Til den smukkeste, Gyldendal, maj 2019, 178 sider.