Lars Mytting er en fantastisk formidler af slægtshistorier. Han evner at skrive nøgternt og fængende uden på noget tidspunkt at skabe et prangende sprog. Han er meget tro i sine skildringer af personerne, som helt naturligt har både gode og dårlige sider, uden at de bliver sat i bås. Denne gang har han skrevet om kærlighedsforhold på tværs af landegrænser, dialekter og samfundsklasser. Det gør han godt.

I en lille bygd i Norge blev to søstre i Hekne-slægten født som siamesiske kvinder. Vi når ikke at lære dem at kende, før de går bort. Men legenden om dem og deres betydning for slægten og lokalsamfundet former historien.

De to søstre vævede billedtæpper, og for pengene, der blev tjent på deres arbejde, fik faderen efter deres død lavet to kirkeklokker til den lokale stavkirke. De fik navnet “Søsterklokkerne”. Disse klokker ringer for gudstjenester og nogle gange uden varsel. Det blev nemlig sagt om søstrene, at de kunne se ind i fremtiden. I dette fjerne hjørne af Norge anses overtro så godt som enhver anden tro – eller måske vigtigere. Derfor er klokkernes betydning ikke uvæsentlig i dette samfund.

Hekne-slægtens Astrid arbejder på præstegården hos den nye, unge præst, Kai. Astrid er den kritiske røst og gode formidler af skikke i lokalsamfundet, som han har behov for. Kai er den udefrakommende, der kan fortælle hende, hvad der sker andre steder i verden, og som viser hende opmærksomhed og respekt. Men han bliver ikke den eneste.

En dag kommer en tysk arkitekt, Gerhard, til byen, da præsten sammen med biskoppen har solgt kirken, så den kan blive fjernet og genetableret i Dresden. Arkitekten skal gengive alle detaljer, så den kan genoprettes korrekt. Inklusive klokkerne. Borgerne er ikke begejstrede for denne forstyrren i deres lokalsamfund, og det forestående salg skaber skår i relationen mellem Astrid og præsten. Men uden salget havde hun ikke mødt Gerhard.

På trods af ulykker, bedrag og armod kan man være helt rolig, når man læser bogen, da forfatteren hele tiden har styr på den røde tråd. Ulykkerne er triste, ja, men hans sprog er så nænsomt, at man ikke er ved at smække bogen i af hverken forfærdelse eller forpustethed. Denne roman er bestemt anbefalelsesværdig, omend min favorit er Svøm med dem som drukner.

Søsterklokkerne, Lars Mytting, Cicero, 448 sider. Oversat af Rolf Stavnem. Udgivet maj 2019.