Kan ord dræbe? Kan en digtsamling være så god (eller ond) at den ændrer verden? I Kai Eriks Den onde bog kan den. Plottet i Den onde bog er nemlig, at det uudgivne værk af en finlandssvensker, der blev skrevet for 100 år siden, kan gøre sin læser så trist, at han eller hun går direkte ud og begår selvmord. Selv hvis det er ens bryllupsdag. Faktisk har digtsamlingen iværksat et masseselvmord ved et bryllupsselskab dengang den blev skrevet, hvilket blev dysset ned.

Det kunne være indledningen til en spændende gyserroman om en forbandet bog. Eller det kunne være en spædende indledning til en intellektuel roman om ordets magt og hvordan bøger kan sætte verden og menneskers sjæle i brand.

Det er det desværre ikke.

Den onde bog er en roman om en universitetslektoren i midtlivskrise og en uduelig og Calle, der er en handlingslammet universitetsstuderende. Universitetslektorens ven var som ung faldet over den famøse digtsamling, og naturligvis begået selvmord under dramatiske omstændigheder. Derefter har universitetslektoren gemt historien, og da hans elskerinde – en ung studine – ville forlade ham, fik han hende til at forsøge selvmord ved at lade hende læse i digtsamlingen.

Calle er bare sådan en evighedsstuderende, der ikke rigtig kan tage sig sammen til noget som helst, og som derfor mister både kæreste og studiestøtte. Derfor begynder han at stjæle værdifulde bøger fra universitet for at sælge dem og tjene penge.

De to historier væves så sammen via andre studerendes jagt på digtsamlingen, som naturligvis ender galt. Der bruges rigtig mange ord på de to mænds hverdagsproblemer og kedelige liv, og ikke ret meget på at bygge en troværdig historie op om digtsamlingens evne til – uden magi – at få velfungerende mennesker til at begå selvmord.

Jeg synes ikke, Den onde bog fungerer. Den er hverken uhyggelig eller spændende, og metadiskussionen om hvad litteratur kan gøre ved vores forestillingsevne og livsglæde/livslede udebliver helt.

Kai Erik: Den onde bog. 341 sider, People´s Press. Oversat af Ninna Brenøe, 2019