Der er romaner af kendte forfattere, som man glæder sig til og frydes over. Og så er der romaner af forfattere, man aldrig har hørt om, men som næsten eksploderer i hænderne på én af ren og skær vidunderlig læseoplevelse. Solens kerne er en af de sidste.

Det starter med en illegal handel. Det forbudte stof skifter hænder i skjul af nogle buske, køber laver en alternativ prøvesmagning af varerne, og alt er næsten som på de ulovlige stofscener overalt i verden. Næsten.

For i Sinisalos alternative univers er Finland ikke bare Finland, og en kvinde ikke bare en kvinde. Her har samfundet –Styrelsen – i omtrent 100 år aktivt arbejdet for at fremavle de rigtige kvinder og de rigtige mænd. Kvinderne skal gå hjemme, være kønne, tomhjernede og lydige, mens mændene skal være rigtige machomænd (dog ikke mere macho, eller masko som det hedder, end at de adlyder staten). Styrelsen er meget optaget af at fremelske et mønstersamfund, og i sådan et samfund kan der naturligvis ikke eksistere usunde rusmidler. Så væk med både narkotika, smøger, alkohol – og chili.

Vanna er vores chilikurer, der forsøger at smugle chili til det hungrende folk. Hun ligner en eloi, en af de kønne kvinder som samfundet ønsker, men er i virkeligheden morlock – intelligent, viljestærk og handlekraftig. Det går ikke, så det må hun skjule for at klare sig i Styrelsens Finland. Det er, naturligvis, ikke så nemt, for Vannas lillesøster er forsvundet og søsterens mand har kun fået en symbolsk straf for hendes forsvinden… i et samfund med machomænd og lydige kvinder er kvinders forsvinden ikke noget særsyn.

Solens Kerne er original og tankevækkende. Det er endnu en dystopisk roman om et totalitært samfund, hvor kvinder skal hjem til kødgryderne og hvor staten uddanner dem til at være gode hustruer og mødre (og avler på dem for at gøre dem endnu mere nuttede og dumme). Solens kerne trækker selvfølgelig på en klassiker som Tjenerindens Fortælling af Atwood, men i ligeså høj grad på Orwell og ikke mindst på den racehygiejne, der blev praktiseret i flere nordiske lande i første halvdel af det 20. århundrede.

Personligt kunne jeg godt have undværet den spirituelle vinkel, som romanen indeholder (den er pænt åndet – pun intended), men som helhed er det en vild roman, der har noget på hjertet.

Solens kerne er første gang Sinisalo udkommer på dansk, og det er et interessant bekendtskab. Ros til Jensen & Dalgaard for det – jeg vil gerne læse mere fra denne finske forfatters hånd.

Johanna Sinisalo: Solens Kerne. 348 sider, Jensen & Dalgaard. Oversat af Siri Nordborg Møller, 2019