Eksilet er ikke bare en geografisk, men også en eksistentiel tilstand, og sjældent har det være beskrevet så fint som i Nabokovs Pnin.

Pnin tilhører den intellektuelle overklasse, men må forlade Rusland efter revolutionen. Det bringer ham til Prag og Paris, før ”Hitler-krigen” tvinger ham til USA. Intet sted falder han rigtig til, intet sted kan han lægge sin tumultariske fortid bag sig og for alvor slå rødder.

I USA får han åremålsstilling på et universitet, men rodløsheden fortsætter. Han flytter fra værelse til værelse, ude af stand til at slå sig varigt ned. Han har svært ved at passe ind, svært ved at forstå sit nye fædrelands normer og vaner, og heller ikke i sit eget eksilmiljø passer han helt ind. Historien har ikke været venlig ved den russiske diaspora.

Langsomt men sikkert bliver hans traumer blottet for læseren. Det er ikke de voldsomme begivenheder, men en lang historie af svigt og tab, fra kvinden der blev udslettet af krigen til kvinden, der selvoptaget og uden blusel igen og igen udnytter hans venlighed og søgen efter kærlighed og et sted at høre til.

I små fine nedslag skifter romanen mellem 1950ernes universitetsmiljø i USA og glimt af en barndom fra før verden gik af lave. Det er ikke en roman med store afsløringer, men et psykologisk portræt af en mand og hans traumer.

Pnin er en smuk, men også melankolsk roman, fortalt i et enkelt men alligevel smukt sprog. En roman om tab, om ensomhed og om hjemlængsel. Pnin er på én gang en tragisk og en komisk skikkelse, en mand der ikke kan lægge sin fortid bag sig og derfor ikke har en fremtid.

Nabokov er kendt for skandaleromanen Lolita, men har et større forfatterskab bag sig, forfattet på flere sprog. Der skal herfra lyde en stor ros til Turbine for at udgive Pnin, for det er en lille perle som fortjener sin plads i det 20. århundredes emigrantlitteratur.

Vladimir Nabokov: Pnin. 237 sider, Turbine. Oversat af Niels Lyngsø, marts 2019