// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Hjalmar Söderberg: Den alvorlige leg
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Hjalmar Söderberg: Den alvorlige leg

Skrevet af den 12. august 2019 – 07:25Ingen kommentarer

Det er altid en fornøjelse at læse Söderberg. Det gælder også Den alvorlige leg, som er en af hans mindre kendte værker – i hvert fald på dansk. Arvid Stjärnblom er en ung student. Han har ikke mange midler, men han har sin frihed og den sætter han pris på. Det volder ham nogle kvaler, for han sværmer for den unge Lydia. Hans sværmeri er gengældt, men da han ikke har råd til ægteskab – og i øvrigt ikke er sikker på, at han overhovedet ønsker at binde sig – får han ikke rigtig gjort noget ved det.

Resultatet er, at Lydia gifter sig med en anden.

Så står Arvid dér. Nu er der ved at komme luft under hans karriere på et dagblad, selvom han stadig ikke tjener nok til at kunne forsørge sin familie. Vi er omkring år 1900, og dengang kunne man ikke tage forsørgelsen let. Unge mænd kunne vælge at bo selv, men for kvinder var der kun ægteskabet, hvis de ville forlade deres forældre. Det vil Dagmar gerne, og med en lille kvindelist får hun ham overtalt til ægteskab – hjulpet på vej af et løfte fra hendes far om at han vil støtte det unge par.

Og så sidder der ellers der, Lydia og Arvid, i hver deres ægteskab. Arvid kan ikke finde ud af, hvad han vil, og selvom Lydia har lidt mere beslutningskraft, ser det skralt ud for deres forhold. For både valg og ikke-valg har konsekvenser, og hvad vil et menneskehjerte egentlig?

Svenske Söderberg skriver, så man kan se hans personer for sig. De er mennesker, med viljer, følelser og tanker – og med fejl, først og fremmest dette evige, skandinaviske vægelsind.

Den alvorlige leg er en del af Turbines klassikerserie, med nyoversatte klassikere. Bogblogger har tidligere anmeldt Nabokovs Pnin og August Strindbergs Ægteskab.

Hjalmar Söderberg: Den alvorlige leg. 259 sider, Turbine. Oversat af Karen Fastrup, 2019

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.