Eiríkur Örn Norðdal: Oratormonologer
Oratormonologer er en digtsamling skrevet af den islandske kometforfatter Eiríkur Örn Norðahl. Det er et fuldstændigt fabulerende, fandenivoldsk og forrygende værk, der handler om alt fra verdens tilstand, tunnelsyn, konkurrenceloven, skatteydere, formering, videnskab, kulhydrater, boobs og babes samlet i en kæmpe kritisk centrifuge, der er ved at slynge sig selv ad hækkenfelt til. Provokerende samfundspoesi, når det er allerbedst. Både tankevækkende og ualmindeligt underholdene.
Forfatteren kalder bogen for Oratormonologer. En interessant titel, der sofistikeret anslår værkets temaer og budskaber. I litteraturen hører monologer normalt hjemme i den dramatiske genre. Og der er kun én (mono) stemme, der taler. Men i nærværende værk, er det et utal af (enlige) stemmer, eller måske rettere et anonymt “vi”, der taler. Men vi taler uden at lytte. Hvis vi lyttede, ville vi vide, at vi alle, deler de samme frustationer. I et stadigt mere skingert kor af monologer prøver vi at få gehør i denne malstrøm af stemmer. Gennem dette mesterlige litterære greb, formår forfatteren at stille spørgsmålet: Er der overhovedet nogen, der hører efter? Og hvem er det egentlig, vi hører? Hvem er det, der formår at trænge igennem den umyndiggørende lydmur?
Bogens almene fortæller-“vi” bliver sublimt en slags fælles inkluderende stemme, der fungerer som et talerør for os alle. En form for hæsblæsende kakafoni, frydefuldt modsætningsfyldt og fuld af kalkulerede gentagelser. Og i første omgang også formuleringer, der kunne ligne klicheer. En næsten ulidelig white noise strøm af ord, som vi nok alle kender fra det offentlige rum, hvor anonyme og endeløse mobilsamtaler omgiver os med et spind af ligegyldig talestrøm og information. Umiddelbart gabende uinteressant, men finurligt og mesterligt får forfatteren os alligevel til at lytte. Som læser griber vi pludselig os selv i at sidde og nikke bekræftende – eller det modsatte for den sags skyld.
Forfatteren styrer “vi”-stemmerne helt stramt med sine velovervejede og geniale sproglige formuleringer, valg af temaer, valg af gentagelser, antiteser eller modsætninger. I slutdigtet, “Digt om prioriteringer” lyder det for eksempel:
Vi formerer os ikke hurtigt nok.
Vi formerer os for hurtigt
Vi har brug for flere skatteydere, færre skattemodtagere.
(…)Og så kan vi dø ud. Det kommer i første række.
Disse helt enkle sætninger, rummer sublimt en hel verden. Knivskarpt italesættes de problemer, der knytter sig til den menneskelige eksistens i det moderne samfund. Bogens todelte titel refererer raffineret til bogens indhold og form. En Orator er en person, der holder højtidelige, vigtige taler. Det er netop det, der sker i denne fremragende prosadigtsamling. Vores frustrationer er vigtige og essentielle – og vi prøver at italesætte dem. Men de overdøves af politiske floskler og overfladiske medier.
I den for så mange svære stund.
Det gør os inderligt ondt.
Udførlig omtale.
Nærbilleder af gerningsstedet.
Interview med en islænding som var på stedet.
Statsoverhoveder som fordømmer misgerningerne.
Ucensurerede videoer på de sociale medier.
Al racismen. Al antiracismen.
Døden har stadig mere forudsige konsekvenser.
Oratormonologer er et genialt poetisk opråb om at lytte, reflektere og blive bevidste om verdens forlorne tilstand. Før det er for sent. Dialog fremfor monolog.
Eiríkur Örn Norðdal (f.1978) er født i Reykjavik, og brød internationalt igennem med romanen Ondskab, som blev indstillet til flere priser, herunder Nordisk Råds Pris.
Eiríkur Örn Norðdal: Oratormonologer, Torgard, november 2018, 144 sider, oversat fra islandsk til dansk af Nanna Kalkar.