Ruth er ikke ked af det. Ruth er vred. Vred på sine uduelige børn, vred på sine skabagtige svigerforældre, vred på sin svigagtige mand Bobby, men allermest vred på lille, smukke Mary Fischer, der bor i et højt tårn ved havet og som har taget Bobby fra Ruth.

Det er generelt ikke nemt at være Ruth. Hun er høj, klodset, grim og uelsket, og nu er hun altså også alenemor til et par børn, hun heller ikke selv evner at elske. Men det skal blive løgn skal det, for Ruth lægger en plan for at få hævn. Hævn på ægtemanden Bobby, men allermest hævn på lille, smukke Mary Fischer, der skriver romaner om kærlighed i det høje tårn ved havet. Og Ruth skyr ingen midler.

Sådan er banen kridtet op til fortællingen om den handlekraftige Ruth, der udsletter sig selv og sin familie for at overtage Mary Fichers liv – Mary Fischer, der havde alt det, Ruth nogensinde har ønsket sig. Mary Fischer skal ikke bare pilles ned, hun skal knuses helt, og Bobby skal tilbage til Ruth, uanset om det betyder at Ruth må knuse sig selv i lige så høj grad som Mary Fischer bliver knust for at genopstå som det, Bobby ønsker sig mest af alt: Mary Fischer.

En hun-djævels bekendelser er en roman, der ikke lægger fingrene imellem. Kvinde er kvinde værst, og kun den hæmningsløse kan vinde i sidste ende. Kærlighed er noget, man skriver triviallitteratur om, og man skal lede længe for at finde en eneste sympatisk karakter. Mennesker er sat på jorden for at knuse hinanden, selv kirkens idealistiske præst kan korrumperes og først og sidst regeres verden af pengemagt – i mangel på ægte, menneskelige følelser. Men sjovt er det!

Ruth er en underholdende personlighed. Med en årelang hensynsløs bersærkergang udfordrer hun stereotypen på en forladte kvinde, der sidder ensom og forsmået tilbage. En hun-djævels bekendelser er fra 1983 og et tidspunkt i litteraturen hvor kvinder var færdige med at være ofre. Nu er de gerningsmænd, præcis lige så vrede som de vrede unge mænd – og præcis lige så afstumpede.

Ruth kæmper ikke kvindesagen, hun kæmper ikke for alle de forladte husmødre derude; næh hun kæmper for at få hævn og for at få sit skvat af en mand tilbage. Til sidst ved hun dårligt hvorfor hun gør det, for Bobby er ikke meget værd længere. Men hun gør det, fordi hun vil vinde. Vinde over Mary Fischer. Det er absolut tilsigtet, at det er elskerinden, Ruth kræver hævn over, og ikke manden, for Ruth er ingen helgen og skal ikke betragtes sådan. Hun er bare en kvinde, der fik nok. Nok på samme måde som Michael Douglas fik nok i filmen Falling Down, men meget mere gennemtænkt og elegant.

Feministen Fay Weldon skrev mange rigtig gode romaner i 80’erne, og En hun-djævels bekendelser er bestemt en af dem. Senere falmede hendes feminisme og forfatterskab en smule, men læs endelig med her hvis du er til syleskarp satire over forholdet mellem mænd og kvinder, kvinders magt og afmagt, og en vaskeægte kvindelig anti-helt.

Denne anmeldelse af en del af Bogbloggers tema ”Februar-klassikere”. Du kan læse mere om vores klassikermåned her, hvor der også er en liste over månedens klassikeranmeldelser.

Fay Weldon: En hun-djævels bekendelser. 239 sider, Gyldendals bogklub. Oversat af Marie-Louise Paludan, 1983.