Forestil dig at vokse op ude på landet, isoleret sammen med din familie. Ingen fødselsattest, ingen skolegang. Reelt ved ingen, at du eksisterer udover din familie. Vi taler om 1990’ernes USA. Det er så skræmmende og fascinerende, at der virkelig findes mennesker, der lever sådan. Mennesker for hvem troen på gud og mistroen til det etablerede samfund er så dyb, at selv når dine kære har alvorligt brug for medicinsk hjælp, da opsøger du ikke hospitalsvæsnet. Du mener, at alt statsligt er en del af en større konspiration. Illuminati.

Tara er født i 1986 og opvokser i en mormonfamilie for foden af et bjerg i Idaho. Hun er den yngste i en søskendeflok på 7. Hendes far ejer en skrotplads og moderen passer hjemmet. Og det eneste perspektiv, der er for Tara og hendes søskende er, at de skal overtage forældrenes tilværelse. Udover den klaustrofobiske indoktrinering de lever under, er fysisk og psykisk vold en del af hverdagen.

Da Tara lufter et ønske om at komme i skole og siden på college, siger hendes far: ”Der er to slags af de der college-professorer. Dem, der ved at de lyver, og dem, der tror, at de siger sandheden. Jeg ved i grunden ikke, hvad der er værst, en ægte agent for Illuminati, som da i det mindste ved, at han er på djævlens lønningsliste, eller en ophøjet professor, som tror, at hans visdom er større end gud”.

Arv og miljø er stærke sager. Jeg sidder og tænker, at det ikke kan passe, at et menneskes dømmekraft er så dårlig. Men når man aldrig har kendt andet eller hørt andet end det ens familie fortæller én, hvordan skal man så vide bedre?

Der er undervejs glimt af håb, men de forsvinder som dug for solen og vanviddet tager igen over.

Det er stærkt at opleve, hvordan overbevisning om noget, der er forkert, bliver til tvivl. Hvordan man kan være så loyal, at man bliver i tvivl om selv de mest konkrete ting. For eksempel at ens storebror tæver én. Og det er også utroligt interessant at følge, hvordan Tara kommer galt af sted med sine spørgsmål og udsagn, da hun kommer ud i den ”rigtige” verden. Hun ved ganske enkelt ikke, hvad der er rigtigt og forkert.

Bogen er skabt på baggrund af Taras erindringer og en masse dagbogsskriverier. Undervejs er der små fodnoter, hvor forfatteren redegør for, hvad der er egen hukommelse og hvad andre husker. Hvad skete der egentlig? Det gør det hele meget troværdigt. Men det irriterer mig samtidig, at de steder, hvor hun gengiver mailkorrespondancer med familiemedlemmer, at hun har skrevet dem om, men i fodnoten skriver, at meningen er bevaret. Hvorfor ikke gengive dem rigtigt?

Oplyst er en stærk og meget aktuel fortælling om vigtigheden af oplysning og uddannelse. Om vigtigheden af at opleve forskellige verdener, at stille spørgsmål, at stå ved sig selv, træffe svære valg, stole på sin egen dømmekraft og om mønsterbrydere. Det er ufatteligt, hvad Tara har formået at gøre med sit liv efter sådan en opvækst. Men som hun afslutningsvist siger: ”Vi er alle mere komplicerede end de roller, vi tildeles i de historier, andre mennesker fortæller”.

Tara Westover, Oplyst, Lindhardt&Ringhof, februar 2019, 381 sider.