”Jeg havde en Farm i Afrika ved floden af Bjerget Ngong.” Det er måske den mest berømte danske åbningssætning i dansk litteratur, selvom mange af os hører den udtalt på engelsk med påtaget dansk accent af Meryl Streep. Så berømt er den, at også storfilmen om Karen Blixens liv åbner med denne ikoniske sætning, der med al sin sorgfyldte sødme sætter standarden for et verdenslitteraturhistorisk erindringsværk.

Den afrikanske farm er en vidunderlig bog. Karen Blixen – baronesse Blixen om man vil – boede 17 år i Britisk Østafrika (nuværende Kenya), hvor hun forsøgte at få en kaffefarm til at løbe rundt. Desværre ligger farmen lidt for højt til at være rigtig profitabel, og hun ender med at måtte sælge farmen og vende hjem til Danmark. Det er rammen for hendes fortælling om årene i Afrika, om klimaet, farmen, vennerne og de indfødte.

Farmen var en del af en britisk koloni, og Blixen var rejst derned sammen med sin mand, baron Bror Blixen. Ægteskabet holdt dog ikke, og Karen Blixen drev farmen alene, dvs. sammen med de mange indfødte, der var ansat på farmen. Det er en tid, hvor de hvides herredømme fremstår intakt, ja naturligt, i hvert fald hvis man spørger de hvide selv.

Blixen er en eminent fortæller med et vidunderligt sprog. Evigt elskes kun det tabte, og Afrika var for hende tabt. Derfor har hele historien også en underliggende melankolsk tone. De venner, hun fortæller om, er allerede døde. Vildtet er ved at tynde ud, og farmen kunne ikke overleve. De indfødte – sådan omtaler hun dem selv – bliver efterladt hjemløse, da hun rejser til Danmark, for på trods af at de har boet på farmen i generationer, bliver de sendt væk, da hun må sælge farmen.

Den afrikanske farm er ikke en minituøs, kronologisk gennemgang af Blixens tid i Afrika. Det er en samling af store og små begivenheder, fortalt som Blixen gerne vil fortælle dem. Hun ved godt, hvilke historier hun gerne vil fortælle om Afrika – og resten går hun hen over. Den afrikanske farm er et indblik i en periode af kolonialismen, men også en fortælling om en stærk kvinde og hendes tid.

Jeg lånte bogen på biblioteket, og en tidligere læser har systematisk understreget alle passager, hvor Blixen udtaler sig generaliserende om afrikanerne. Sådan kan man jo også læse et storværk, men det synes jeg egentlig er synd. Blixen holder af sine afrikanske hjælpere og ansatte – der kommer fra mange forskellige stammer og nationaliteter – men naturligvis så man i 1937 anderledes på de sorte end man gør i dag. Det er også en del af bogen, og selv når Blixen er fordomsfuld, skinner hendes store fascination af de forskellige folkeslag også igennem.

Den afrikanske farm er en af verdenslitteraturens helt store, og fortjener at blive læst i generation efter generation. Har du stadig Den afrikanske farm til gode, så skynd dig ned på biblioteket og lad baronessen tage dig med til Afrika.

Karen Blixen: Den afrikanske farm. Gyldendal og Det Danske sprog- og litteraturselskab, 2007. Kommenteret udgave på i alt 492 sider, hvoraf 317 er selve bogen.

Denne anmeldelse af en del af Bogbloggers tema ”Februar-klassikere”. Du kan læse mere om vores klassikermåned her, hvor der også er en liste over månedens klassikeranmeldelser.