Det kan godt være, at Arne Haugen Sørensen ikke er bredt kendt. Men han er en af Danmarks mest betydningsfulde malere og allermest benyttede kirkekunstnere. I den fantastiske og fængende selvbiografi “Tiden grebet i halen” folder han et mesterligt kunstnermanifest ud, som udspringer af hans mange dyrekøbte erfaringer.

Haugen Sørensen er stort set autodidakt. Han vokser op under meget fattige kår hos sin fraskilte mor. Bogen fører os fra barndomshjemmet på Amager til Paris, Rom og Odsherred til de andalusiske bjerge, hvor han har boet siden 1981 – langt væk fra Danmark.

Haugen Sørensen debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1953. Han har modtaget adskillige priser og hædersbevisninger – herunder Eckersberg Medaljen og Thorvaldsen Medaljen. Han er medlem af kunstnersammenslutningerne Decembristerne og Grønningen. Hans værker lader sig ikke skrive ind i en fast kunstnertradition – Haugen Sørensen er helt sin egen. Hans farver er æstetiske og indbydende, og motiverne rækker fra det abstrakte til det genkendelige. I nogle tilfælde ledes mine tanker hen på den mesterlige og virtuose hollandske kunstner, Hieronymus Bosch og hans sublime farvepalette.

Haugen Sørensens mest kendte motiv er vandringsmanden, som på mange måder reflekterer og symboliserer hans egen rodløshed. Som barn måtte Arne Haugen Sørensen og hans bror billedkunstneren Jørgen Haugen Sørensen, ofte lege i mørke. Deres mor var bange for de sociale myndigheders indgreb, og låste dørerne og trak gardinerne for. De to brødre skabte deres egen fantasiverden, og måske var det her deres kunstneriske sind blev grundlagt. En bror, som Haugen Sørensen senere bliver dødeligt uvenner med.

Haugen Sørensens ungdom var rodløs, og han havde utallige jobs indtil han tilfældigt begyndte at slå ind på en kunstnerisk løbebane. Det er vildt spændende at læse om den unge kunstners trange kår, hvor en del foregår i Paris. Her finder han kærligheden og stifter familie. Der kommer børn til verden, og der kommer kunst til verden. Livet blomstrer, og det meste lader sig pludselig gøre. Men familien kommer i vejen for det frie kunstnerliv. Med imponerende ærlighed og selverkendelse skildrer Haugen Sørensen det smertelige dilemma – valget mellem kunst og kærlighed. Haugen Sørensen vælger det første. Bogen fokus på fattigdom og salg af billeder, og den store, befriende lykke da han tildeles Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 1965, minder os om, at livet som kunstner også handler om økonomiske realiteter.

Bogen er så spændende, at man åndeløst vender side efter side. Haugen Sørensen er en fremragende fortæller og beskriver med prisværdig åbenhed sit liv og sine overvejelser over kunsten – i særdeleshed hans egen. Det er fascinerende læsning, fordi det private aldrig bliver til snagen i hans eget liv, eller en underlødig kritik af de mange mennesker, han møder på livets vej.

Især får man et tydeligt indtryk af hans frembringelse af kirkelig kunst, som bliver mere og mere fremtrædende i den senere del af hans kunstproduktion. Det samme gælder de levende beskrivelser af hans billeder, hvor han arbejder med rovdyr, der angriber. Hans syn på religion er meget spændende. Han har overvejelser om både Gud og opstandelse med mere, og hans syn på kristendommen er absolut ikke dogmatisk. Han opfatter nærmest de religiøse myter og figurer som arketyper, og sætter dem ind i en dagligdags næsten kropslig, konkret kontekst. Et meget moderne syn, som er vildt fascinerende at læse om. Ikke så sært, at mange menigheder er blevet grebet af Haugen Sørensens billeder. Han skriver finurligt et sted i bogen “Derfor har jeg valgt at tro på Gud, også selv om han måske slet ikke eksisterer”. Tro er for Haugen Sørensen et tankesæt, der kan hjælpe til med at være menneske. Derfor tager han heller ikke som sådan afstand fra syndsbegrebet.

Kunstbillederne står helt centralt i bogen, hvad de også bør gøre i en kunstnerbiografi. De dækker Haugen Sørensens værker fra den tidlige periode helt frem til den sene, hvor de kirkelige udsmykningsbilleder står centralt. De udgør også en væsentlig del af det, kunstneren beretter om, så der er en meget fin overensstemmelse mellem tekst og billeder. Både de smukke glasmosaikker, akvareller og oliemalerier er rigt repræsenteret og meget smukt gengivet.

Følg denne fascinerende vandringsmand, og fordyb dig i de interessante billeder fra de forskellige perioder fra det lange interessante kunstnerliv. Selv om man måske ikke normalt interesserer sig så meget for kunst, er dette unikke selvportræt værd at fordybe sig i. Det er historien om eksistentielle valg, kampe, nederlag og succes. Det eneste jeg forundres over, er bogens forside, hvor kunstneren optræder i shorts. Den er langt fra så delikat og æstetisk, som jeg ellers opfatter Arne Haugen Sørensens kunst.

Arne Haugen Sørensen: Tiden grebet i Halen, Gyldendal 2019, 256 sider, rigt illustreret.