John Fowles: Den franske løjtnants kvinde
Charles ser sig selv som en moderne, ung mand anno 1867. Han er adelig, og står til at arve et stort gods fra sin barnløse onkel, men han har alligevel forlovet sig med en borgerlige pige – der naturligvis er meget rig. At tage et arbejde eller gå ind i forretningslivet ville være langt under hans værdighed (mere moderne er han ikke), men han har som mange andre veluddannede mænd på sin tid en stor interesse for fossiler og den omdiskuterede Darwins ideer.
Alligevel kan han ikke sige sig fri for en smule rastløshed, en anelse ulidelig lethed over tilværelsen. Det bliver derfor skæbnesvangert, da han under en gåtur langs klinterne i den lille by Lyme Regis møder pigen Sarah med tilnavnet Tragedie eller Den franske løjtnants kvinde. Det tilnavn fik hun efter en kærlighedsaffære, der har efterladt hende æreløs og udstødt i det snerpede victorianske samfund.
Charles ved bedre end at indlade sig med sådan en eksistens, men bliver – naturligvis – alligevel tiltrukket af hende. Dermed starter en usædvanlig kærlighedshistorie, der folder sig ud med temaer som skyld og sorg i et samfund, hvor de sociale uligheder er enorme, konventionerne ukrænkelige og fordømmelsen enorm.
Den franske løjtnants kvinde er meget mere end en melodramatisk kærlighedsroman. John Fowles bruger sine karakterer til at sætte det engelske samfund i 1860erne under lup, og gøre opmærksom på, hvor næsten uforståeligt anderledes en tid, det var. Det er et indblik i en epokens sociale kontrol, fattigdom, rigdom, tankesæt og naturligvis også dens syn på seksualitet, der er meget mere end stereotypen om seksualforskrækkelse.
Fowles bruger et rigt persongalleri, der bringer os fra de fattigste tjenestefolk til de adeliges klubber, alt sammen i fin balance og indføling i sine personers særlige karakteristika, drømme og sorger. I 1860erne er alt på overfladen ved det gamle, men brydningerne lurer lige under overfladen. Religion udfordres af videnskab, det fasttømrede sociale hierarki af den grynende arbejderbevægelse og kunstnerne begynder at stille spørgsmål ved samfundets grundlæggende strukturer.
Den franske løjtnants kvinde er skrevet i 1969, og er blevet filmatiseret med Meryl Streep i hovedrollen som Sarah.
Denne anmeldelse af en del af Bogbloggers tema ”Februar-klassikere”. Du kan læse mere om vores klassikermåned her, hvor der også er en liste over månedens klassikeranmeldelser.
John Fowles: Den franske løjtnants kvinde. 424 sider, Gyldendal. Oversat af Henning Ipsen, 1994
[…] 3. februar: Jane Austen, Stolthed og fordom 4. februar: Tom Kristensen, Hærværk 5. februar: John Fowles, Den franske løjtnants kvinde 6. februar: John Steinbeck, Mus og mænd 7. februar: Thit Jensen, Den erotiske hamster 8. februar: […]