“Kun når det regner, kan jeg sove. Lyden af regn svøber mig, som var jeg en lille baby, og vugger mig i søvn. Den udsletter den larmende stilhed. Den forhindrer mig i at spidse ører og i at høre ulvene, som lusker rundt uden for huset og på gangen udenfor mit værelse. Lyden af regn overdøver skænderierne, beskyldningerne og bebrejdelserne, som flyver gennem luften, stemmerne, som er kede af det, og vreden, gråden, de trampende skridt, som først går mod konflikten og så væk fra den igen.”

Sådan indledes første afsnit i Marie Brixtoftes stærke og medrivende selvbiografiske fortælling “Kun når det regner”. Marie Brixtofte er den ældste af den afdøde politiker Peter Brixtoftes tre døtre. Hun har begået en fremragende fortælling om skam, svigt og håbefuldhed, og om at være barn af en alkoholiker. Om at tie og holde på hemmeligheder for at beskytte sin fars renommé. Om kærlighed. Både om den man fik (måske i små glimt eller i vidunderlige øjeblikke), den man selv gav eller prøvede på at give. Men ikke mindst om den kærlighed, man aldrig fik. Om den kærlighed, der aldrig var stærk nok til at slå alkoholens dæmoner af banen. Det er sublimt og spot on.

Bogen starter, da Maries søster ringer og fortæller, at deres far, Peter Brixtofe er død. Det er den 8. november 2016. Herefter ruller fortællingen sig ud over en række mindre afsnit med intenst gribende erindringsglimt og minder fra Maries barndom og voksenliv. I disse sofistikerede, næsten stream-of-counsciousness-agtige korte tekster får læseren en klar og tydelig fornemmelse af personen Marie, af hendes uendelige kampe og bristede håb. Af en kærlig og håbefuld Marie, der forgæves prøver at redde sin far fra misbruget. I teksterne taler Marie direkte til sin far i du-form – og det virker meget stærkt.

“‘Far’, sagde jeg, ‘vi går og er meget bange for, der sker dig noget’. Du smilede tålmodigt. For nu vidste du godt, hvad der ville komme. Du ville naturligvis ikke holde op, men du anerkendte for første gang, at vi levede med frygten. Og jeg kunne se skylden og skammen i dine øjne, og jeg blev så ulykkelig over, vi påførte dig den smerte. At vi skulle minde dig om den smerte, du gav os.”

Vi får lov til at se og opleve en skadet Marie, der kun kan sove til lyden af regn, fordi den overdøver alt ubehag: “den dag i dag kan jeg kun falde i søvn til lyden af regnvejr på min telefon”. Hudløst ærligt viser Marie os, alle de ar, som hendes fars alkoholisme har sat på hende sjæl og i hendes hjerte. Det barskt, hårdt, gribende og modigt.

“Kun når det regner” er en vigtig og gribende fortælling om de konsekvenser, det har for et menneske, at være barn af eller pårørende til en misbruger. Om den uendelige og udmattende kamp mod de uovervindelige dæmoner, som et misbrug er skabt af. Om de ar, de evige svigt sætter på sjælen. Om at længes efter kærlighed. Om den evige angst for dårligt nyt. For løgnene.

Som en ekstra fin detalje, understreger det enkle og elegante mønster af regndråber (eller er det tårer?) på bogens forside både værkets tematik og forfatterens sindstilstand. Som en forstemmende byge af sorg og tungsind, drypper dråberne ufravigeligt og dekorativt ned på det stærke og smukke portræt af Marie Brixtofe i vedvarende og insisterende glimt.

Det er en fantastisk bog, som alle bør læse. Også selvom man efterlades meget tung om hjertet.

Marie Brixtofte (f. 1979) arbejder som autoriseret psykolog hos Børn, Unge og Sorg. Hun har tidligere haft privat psykologpraksis og arbejdet hos TUBA med unge og voksne børn af misbrugere. Hun har en kandidatgrad i psykologi, en bachelor i økonomi og en master i finans, og hun har arbejdet som investmentbanker hos blandt andre JP Morgan i London. Hun er gift og har tre børn. “Kun når det regner” er hendes første bog.

Marie Brixtofte: “Kun når det regner”, Gyldendal, 21. januar 2019, 224 sider.