Anne-Sofie Storm Wesche: Tove Ditlevsen – Et portræt
Hvis du vil introduceres til en af vores store forfattere, Tove Ditlevsen, så er bogen ’Tove Ditlevsen – Et portræt’, et rigtigt godt sted at starte. På de omkring 100 sider bogen er på, kommer Anne-Sofie Storm Wesche rundt om Tove Ditlevsens liv, fra hun bliver født i 1917 til hendes død i 1976 – ikke en gang 60 år gammel. Med nænsom hånd bliver hendes liv beskrevet fra hun som barn lever i fantasiens verden, over hendes ungdom og voksenliv med ægteskaber, børn, forfatterskab og livssmerte. For smerten lever side om side med Toves Ditlevsen uanset, hvor hun befinder sig i livet og med hvem.
Vi møder hendes mænd, hendes ord og hendes flugt fra livet og virkeligheden i pillernes og morfinens verden. De mange indlæggelser for psykiske lidelser, og kampen for at blive en mor og en hustru, som hun kan selv kan være i og holde ud – og som andre også kan holde ud.
Det kunstneriske miljø i Danmark bliver også beskrevet, med snobberi, hvem der er noget og hvem der ikke er noget – og hvor Tove Ditlevsen ind i mellem får skyld for ikke at være en rigtig forfatter, fordi hun skriver om det almindelige liv. Men som hun selv siger og citeres for i bogen:
’Der findes ingen kunst så stor, at den kun er for de udvalgte. Hvis man ikke kan skrive så ethvert voksent menneske, der kan læse indad kan forstå det, så må man lade være med at skrive’.
Og skrive, det kunne Tove Ditlevsen, nærværende og vedkommende. Lige som hun som brevkasseredaktør kunne rådgive adskillige danskere om de udfordringer, der kan opstå i livet. Måke fordi hun selv var igennem så mange kriser, som også bliver beskrevet i bogen.
Bogen er fyldt med citater fra hendes digte, romaner og breve, og det underbygger på fineste vis, det der beskrives, så portrættet af hende fremstår levende og autentisk fra hendes barndom og til hendes selvmord. Bogen er en del af serien Danske Legender, der udkommer i foreløbig 12 bøger i 2018 og 2019. Tidligere i serien er udkommet Niels Bohr – et Portræt og Kaj Munk – Et portræt, sidstnævnte er anmeldt her på bloggen.
Anne-Sofie Storm Wesche, Tove Ditlevsen – Et portræt, Forlaget Storyhouse, 99 sider, august 2018