Rupi Kaurs digtsamling “Solen og hendes blomster” er det fineste og mest poetiske, jeg længe har læst. Den skriver sig direkte ind i hjerte og sjæl med de fineste poetiske betragtninger og refleksioner over store emner som sorg, om at føle sig fortabt, om at genfinde styrken, om at ære sine rødder og om (knust) kærlighed. Det hele er fortalt i et let tilgængeligt blomstrende sprog, der bruger naturen, som en fuldstændig vidunderlig metafor for forfatterens budskaber.

“Solen og hendes blomster” er Rupi Kaurs anden digtsamling efter debuten “Mælk og honning”, som tog verden med storm, og som stadig, to år efter udgivelsen, ligger på New York Times bestsellerliste. Og alt tyder på, at “Solen og hendes blomster” vil begejstre verdens læsere ligeså meget. Jeg er i hvert fald selv blæst bagover af den dybeste henrykkelse over det smukke skrift.

Digtsamlingen er delt op i fem tematiske kapitler, der genialt følger livets og naturens cyklus: Visne, falde, slå rod, vokse og blomstre. En rækkefølger, der er fuld af livsbekræftende optimisme. En rækkefølge, der raffineret underbygger digtsamlingens gribende fortælling om at gå i stykker, visne, for herefter at samle sig (vokse) og rejse sig igen (blomstre).

“dette er livets opskrift/ sagde min mor/ da hun holdt mig i sine arme/ mens jeg græd/ tænk på de blomster du planter/ i haven hvert år/ de vil lære dig/ at også mennesker må visne/ falde/ slå rod/ rejse sig/ for at kunne blomstre/“.

Rupi Kaur besidder en eminent kvindestemme, der lukker op for et fint og fascinerende feminint rum, hvor identitetsafklaring er i centrum. Digtene forsøger at finde ud af, hvad det vil sige at være ung (indisk) kvinde og et seksuelt væsen, der oplever jalousi, sult og længsel. Derudover stilles der spørgsmål til, hvem, der har retten til digterens krop, sind og hendes væsen.

“jeg lavede ændring efter ændring/ på vejen mod perfektion/ men da jeg endelig følte mig smuk nok/ havde deres definition af skønhed/ pludselig ændret sig/. Hvad hvis der ikke er en målstreg/ og jeg i forsøget på at følge med/ mister de gaver jeg var født med/ for en skønhed så usikker/ at den ikke kan forpligte sig til sig selv. – løgnene de sælger”.

Der ligger en sjælden visdom og modenhed bag den 27-årige Rupi Kaurs digte. Nok kan vi være dybt ulykkelige – men vi må ikke lade fortvivlelsen overtage. Troen på, og accepten af os selv er det første skridt frem mod en menneskelig opblomstring.

“Hvad er stærkere/ end det menneskelige hjerte som/ knuses igen og igen/ og stadig lever/“.

Rupi Kaur har selv illustreret digtsamlingen med de fineste tegninger, som supplerer digtene meget fint.

Rupi Kaur blev selv afvist som forfatter, og debuterede derfor på Instragram med sine digte og sin kunst. I skrivende stund har hun mere en 2,6 millioner følgere. Og det forstår jeg godt!

Læs denne fine digtsamling, hvis du holder af at lade ordet vokse sig hele vejen ind i hjerte og sind. Og hvis du holder af solen og blomsterne, styrken, skønheden og skrøbeligheden. Og hvis du holder af poesi i verdensklasse.

Rupi Kaur: Solen og hendes blomster, Lindhardt og Ringhof, 256 sider, november 2018, illustreret af Rupi Kaur selv. Oversat til dansk af Julie Lahme.