Forsiden på Madame Nielsens roman The monster ser åh så uskyldigt ud. Sort/hvid halvfjerdser foto af to små tvillingedrenge, der går hånd i hånd mellem deres forældre i den rene hvide sne. Men værket er alt andet end uskyldigt. Her læser man sig ind i et forskruet univers, hvor hverdagens “show” bliver mere og mere uvirkeligt og mareridtlignende.

Læseren tager med en håbefuld europæisk skuespiller til New York. Hans fortid er blakket, men han går målrettet efter det legendariske performanceteater The Wooster Group i Soho. Han er klar til at blive opdaget som den nye William Dafoe. Han har sine sidste penge i lommen sammen med en seddel med telefonnumre og adresser, hvor der er mulighed for overnatning. Via den lille liste bydes han indenfor i et excentrisk sæt tvillingers obskure natlige show.

I denne fortælling rimer metropol ikke på succes, håb og visioner, men fyldes i stedet med overlevelse og en rutinernes karrusel, som giver en led kvalme. Vi lander et sted mellem kunst og kaos med en bitter smag af gentagelse, hvor alt er strippet for forhåbning. Og så alligevel – er der mon en udvej?

Madame Nielsen tager udgangspunkt i kristusfiguren, gentagelsen eller karikaturen, døden og kunsten, digterkunsten og det gør hun på formidabel vis. Og så får Andy Warhol selvfølgelig en central rolle – det er jo New York. Forlaget kalder værket en New York-gyser – det skal jeg lige love for. Her har døden ikke en glorværdig eller helgenagtig følelse, men udsender en grim lugt af kød i forrådnelse. Der er heller ikke meget tro, håb eller kærlighed over vores hovedpersons kristus lidelse. Nej, dette værk er i sandhed en gyser – en gruopvækkende vision om en verden som er sin egen værste fjende – en gentagelse – en dårlig kopi. Det er en meget stærk læseoplevelse, hvor det sproglige, konstruktionen og stil og udtryk danner en svimlende helhed.

Madame Nielsen, The monster, Gyldendal, September 2018, 194 sider.