Caspar Erics seneste digtsamling “Alt hvad du ejer” er ikke for svage sjæle. I et letlæseligt, autentisk og levende hverdagssprog, skriver Eric om det sværeste af alt – at miste. At miste sit ufødte barn, sin kæreste, sit fodfæste og sit tilhørsforhold til den del af det civiliserede samfund, som formår at reproducere sig selv.

Selvom bogen er en digtsamling, knytter de enkelte tekster sig sammen til et narrativt forløb, et handlingsforløb, der handler om digterjeg’et, der venter barn sammen med sin kæreste, og den forventningens glæde, som de to deler. Især fordi, at det at få et barn betyder, at parret nu kan træde ind i de voksnes rækker eller nu endelig “holder op med at være potentielle”, som forfatteren skriver. Nu skal der bygges brusekabine og males køkken. Til deres store sorg mister de barnet i 11. uge, og ender med at gå fra hinanden. Det er på alle måder en sørgelig historie.

Hvis man selv har oplevet en sorg, der minder om den, som Caspar Eric beskriver, er bogen næsten ubærlig at komme igennem. Undertegnede anmelder måtte lægge den fra sig flere gange undervejs. Både fordi Eric nogle steder formår at beskrive tabet, så man bliver dybt rørt og kan spejle sig i det. Men desværre også fordi, at der sniger sig alt for mange klicheer og monotone passager ind undervejs. Som punkterer enhver form for katarsis og derfor aldrig for alvor forløser vores følelser. Vi bliver for det meste på sorgens overflade, fordi Erics sprog ikke når hele vejen ind til det sted, hvor det gør allermest ondt. Og det er hamrende ærgerligt, for man vil faktisk gerne føle og involvere sig i sorgen, men ender med at blive irriteret og distanceret. Det er en rungende hul følelse at sidde tilbage med.

“Efter at I tabte barnet købte hun en gave/ et tæppe og en festivalbillet/ så I kunne fejre/ at være unge lidt endnu/ du fik tårer i øjnene fordi hun havde tårer i øjnene/ mens PJ Harvey sang Shame/ nu er tæppet et af de eneste fysiske minder du har om aborten/.”

Der tages livtag med de store sorgfulde og eksistentielle følelser, som det mandlige digter-jeg har efter tabet af barnet. Eller rettere med den sorg, der ikke tales om, fordi mænd rent normativt ikke må vise deres følelser. Men forfatteren, som selv er mand, ligger desværre også selv under for den manglende evne til at vise hudløs sorg, og derfor bliver digtsamlingen nogle steder kedelig og uvedkommende:

“Det var først i 2016/ at Kosovo endelig fik et landshold/ et værre administrativt rod/ vildt mange spillere der skiftede hold fordi de endelig kunne spille for deres land/ i fodbold handler integration om/ hvordan de andre på holdet/ formår at udnytte en ny spillers kvaliteter”.

Eller:

“En dag hvor du er ovre at svømme/ møder du Frederikkes far/ han har sagt op i Nordea/ har ikke planer om at arbejde mere/ han har tjent hvad han skulle/ så nu skal dagen fyldes med andre ting/ du tør ikke spørge om det har noget/ med alle skattely-sagerne at gøre/ så spørger Frederikkes far/ hvor hurtigt du svømmer/ og om du har lyst til at dele bane./“

Disse to digte skal naturligvis illustrere, at mænd ikke er i stand til at græde kollektivt, og kun må vise følelser i forbindelse med sport. Og det er modigt af forfatteren at tage fat i og forsøge at italesætte de følelser, der knytter sig til tabet af et barn for en mand. Men sorg og personlige problemer giver ikke nødvendigvis god poesi.

“I den første tid skal I konstant høre på/ at det kan ske for enhver/ og at der ikke var noget at gøre/ som om det hjælper en skid./“

Man har naturligvis sympati for både forfatter og digter-jeg, og har stor forståelse for parrets problemer. Men det bliver desværre bare aldrig stor kunst.

Caspar Eric: “Alt hvad du ejer”, Gyldendal, august 2018, 294 sider.