Kalder alle, der ved at digte findes, at kunsten findes, at ordet findes og bogstavet. At alfabetet og poesien findes. Kalder alle, der lytter, læser, græder og glædes. Alle der ved, at flaksende sommerfugle findes, at blomstrende abrikostræer findes, at den skønne duft af kartofler findes. Alle der ved at livet og døden findes. Alle der ved, at Inger Christensens sublime digte findes.

Nu genudgiver Gyldendal nemlig Inger Christensens ikoniske digtsamling “Sommerfugledalen” fra 1991, i den smukkeste lysegrønne lærredsindbundne udgave. Som sommerfuglevinger i solen, glimter titlen og forfatterens navn i det smukkeste guldtryk på bogens fine forside.

“De stiger op, planetens sommerfugle som farvestøv fra jordens varme krop, zinnober, okker, guld og fosforgule, en sværm af kemisk grundstof løftet op.”

Sansninger, farve og poetisk skønhed er det første, der møder os, i denne digtsamling, som nok er en af verdens bedste. Som livet, døden og mennesket er sommerfuglene både til stede og en del af universet. Tæt på og langt fra. Et flaksende, blafrende, flimrende maleri. Et maleri som måske svarer til, der er trykt på bogens inderside?

Skønheden og musikaliteten er overvældende, og Inger Christensen ord besætter blidt sanserne og fylder os med musik. Samlingen består af 15 digte, skrevet på den klassiske sonetform. Det vil sige 14 linjer fordelt på to strofer (vers) med fire linjer og to strofer med tre linjer.

Den klassiske form understreger digtenes eminente musikalitet, og læseren flyder florlet med ordstrømmen, der får både krop og vækst i denne sanselige sonetform. Det er intet mindre end en sublim symfoni i mol, hvor skrøbelig skønhed og gnistrende melankoli klinger så uendeligt smukt. Dybden af disse sonenetter er sjældent set.

Digtsamlingen har undertitlen “Et requiem”. Altså en en dødsmesse. Med sommerfuglene som et gennemgående element, der som noder fint holder partituret sammen, tematiserer digtene livet, kærligheden, skønheden, døden og vores vej dertil.

“Et liv der ikke dør som ingenting? Hvordan hvis vi i alt det menneskeskabte, naturens sidste selvoptagne spring, må se os selv i det på forhånd tabte, må se den mindste stump af kærligheden, af lykken i en formålsløs proces, gå ind i billedet af menneskeheden, som græsset, selv når det er gravens græs. Hvad skal vi med den store atlasspinder hvis vingefang udbreder jordens kort, den ligner mest det hjernespind af minder, vi kysser som ikoner af de døde, med smag af dødens kys, der rev dem bort. Hvem er det der fortryller dette møde.”

Da Inger Christensen døde i 2009, 73 år gammel, slukkedes et unikt lys på den danske digterhimmel. Men heldigvis glimter hendes digte for bestandigt.

Sommerfugledalen er måske nok Inger Christensen mest kendte digtsamling. Den er det yngste værk i den litterære kanon, som den blev optaget i, i 2006. Den blev oprindeligt udgivet i 1991 på Brøndums Forlag.

Inger Christensen: Sommerfugledalen – Et requiem, Gyldendal, oktober 2018, 40 sider, 4. udgave, 1. oplag.