Man kan undre sig over, at den danske arkitekt Knud Munk (1936-2016) ikke er ligeså bredt kendt som nogle af Danmarks andre store arkitekter. Det råder den smukke bog “Vilje til Form” heldigvis bod på. For rent faktisk er Munk arkitekten bag kendte bygninger såsom Tycho Brahe Planetarium i København og Trommen i Hørsholm. Derudover har han skabt mange karakteristiske og smukke bygninger, som de fleste kender.

Med udgangspunkt i mantraet “vilje til form”, skabte Munk arkitektur i skarp konkurrence med det 20. århundredes bedste arkitekter. Bogen “Vilje til Form – om arkitekten Knud Munk” er en retrospektiv gennemgang af den danske arkitekts livsværk. Den er skrevet af arkitekten Jørgen Kreiner-Møller, som var ansat på Knud Munks tegnestue, og derfor har han en dyb faglig og personlig indsigt i Munks projekter og værker, men også personen bag disse.

I bogen bliver vi ført gennem detaljerne i Munks bygningsmæssige udtryk og de elementer, der kendtetegnede hans arkitektur: De signifikante flerfarvede mønstermurværk, de runde linjer og runde vinduer, der nærmest er synonym med et Munk-hus. Disse karakteristika ses tydeligt i værker som Statens Serum Institut, Planetariet og Forbundshus til Bibliotekarforbundet, som ligger på Frederiksberg i København.

I den første tid af sit virke, var Munk kendt som “betonarkitekten”, som stod bag mere eller mindre populære bygninger såsom Amtsgården i Roskilde og koncerthuset Grieghallen i Bergen i Norge. Munk blev uddannet på et tidspunkt, hvor den klassiske hvide og stramme modernisme blev udfordret af det, der blev benævnt “brutalismen”. Det var en ny arkitektur, hvor materialer typisk blev sammenstillet i deres rå, uforarbejdede og rene form, sådan som de ankom til byggepladsen. Det gav sig for eksempel udslag i ubehandlede betonvægge, stålprofiler samt eksponerede installationer og lignende.

Men der var langt mere til Munks arkitektoniske udtryk end brutalismen i den rendyrkede form. For eksempel brugte han teglsten, som indvendig vægbeklædning for at opnå særlige stoflige og akustiske egenskaber. Dermed bliver Munks værker langt mere end blot rå, grove materialer i en storladen skulpturel udformning. Der opstår en poesi og følsomhed i forhold til konteksten og i forholdet til valget af materialer og farver. Det er denne helhed, der gør mødet med Munks værker til noget særligt.

Derudover får vi også en spændende oversigt over flere interessesante ikke-realiserede projekter. For eksempel får vi lov at se det skrinlagte projekt om Næstved Ny Rådhus. Et imponerende projekt, som man på alle måder kan ærgre sig over ikke blev til noget. Det ville have løftet både byen og dens arkitektoniske fremtoning op i en international klasse. Munk ville nemlig have placeret rådhuset i en genial symbiose med den smukke Suså. Delikat ville fint smukt anlagte haver, og organiske bygninger have smeltet værket sammen med byens unikke natur. Men sådan skulle det desværre ikke være.

Den utroligt smukt trykte bog, er rigt illustreret med både fotografier af Torben Eskerod og Munks tegninger fra Danmarks Kunstbibliotek, samlingen af Arkitekturtegninger. Har man ikke den store interesse i arkitektur, vil bogen stadig være en skøn Coffee Table-book. Både bogens forside, dens billeder og tegninger er fremragende og dekorative.

Jørgen Kreiner-Møller: Vilje til Form – om arkitekten Knud Munk, Forlaget Vandkunsten, 24. oktober 2018, 182 sider.