Jeg blev knagme så gnaven, da jeg læste Gnavpotten. Eller rettere sagt – det blev jeg ikke, for Gnavpotten er en hyggelig lille finsk roman. Titlens gnavpot er en ældre herre, der bor alene i sit selvbyggede hus efter at hans kone er kommet på plejehjem.

I små indlæg deler gnavpotten sin gnavenhed med verden. Der er meget at være gnaven over, for de unge får alting foræret, naboen plukker ikke selv sine bær, fremmede forsøger at sælge han et omfangsdræn og der er ikke nogen ordentlige værter på tv længere. Oveni forsøger sønnen at overtale ham til at flytte på plejehjem eller i det mindste få en mobiltelefon, så han kan tilkalde hjælp, hvis han kommer til skade (hvilket er sket før, men så kan man jo være gnaven over hospitalet).

Verden er kort sagt af lave, og det har den egentlig altid været.

Gnavpotten er en hyggelig figur af lidt samme støbning som En mand der hedder Ove. De bedste af indlæggene er både sjove og rørende, og læseren får naturligvis sympati for den ældre herre og hans kamp imod forandringer.

Gnavpotten har dog ikke helt Oves charme og dybde, og der er længere fra Finland til Danmark end fra Sverige, ikke mindst kulturelt. Derfor taber en del af indlæggene deres kontekst i oversættelsen fra finsk til dansk. Ikke fordi oversættelsen er dårlig – det er den bestemt ikke, oversætter Siri Nordborg Møller gør det som altid godt – men fordi vi danskere jo ikke kender de navngivne tv-værter og sportsfolk, som gnavpotten brokker sig over, og derfor går pointen også tabt. Humor er meget kulturelt betinget, og det er svært at oversætte humor på tværs af landegrænser!

Tuomas Kyrö: Gnavpotten. 167 sider, Forlæns. Oversat af Siri Nordborg Møller, 2018