Liv Strömquist: Kundskabens frugt
Hvor ville jeg ønske, at alle seksualundervisningsbøger i skolen var skrevet af Liv Strömquist. Hun tegner og skriver med en fantastisk humoristisk tone og fuldkommen uden omsvøb om kvinder og om det, man plejer at kalde ”det kvindelige kønsorgan”. Eller rettere sagt; alle de mænd, der gennem århundreder har været alt for interesserede i det, man kalder ”det kvindelige kønsorgan”.
Liv tager os først med på en top syv over de mænd, der har været allermest interesserede. Blandt andet er der Harvey Kellogg (1852-1943), som udover at være berømt for sine Kelloggs-produkter, åbenbart også i kraft af sin lægegerning brændte for at forhindre kvinder i at røre ved deres køn. Han skrev sundhedsinformationsbøger, hvori han formanede om, at for meget klitorisstimulering kunne fremkalde blandt andet kræft, epilepsi samt generel mental og fysisk debilitet.
Og kært barn har mange navne. Liv tager os med gennem de mange navne, det kvindelige kønsorgan har, hvor meget fokus der har været, og hvor undertrykte kvinder var førhen. Så taler hun om orgasmer, hvor tabubelagte de har været, og hvordan de stadig i dag er grundlag for en hulens masse debat om, hvad der er rigtigt og forkert. Hvor langt ude er det lige? Til sidst i bogen er der en menstruationstegneserie, som afslutter bogen som prikken over i’et.
Mens man læser, er det svært ikke at blive rødglødende rasende på sit køns vegne over alle de mænd, der gennem flere århundrede har undertrykt, manipuleret med og skåret i kvinder. Når det er sagt, er Kundskabens frugt en virkelig underholdende og oplysende bog. Fyldt med sjove citater fundet i gamle undervisningsbøger og med dertilhørende kildeangivelser. Den kan sagtens læses af både kvinder og mænd. Hvem ved, måske lærer de sidstnævnte en hel del undervejs, de ikke anede om kvindekroppen.
Snyd ikke dig selv for denne herlighed. Den er så gennemført, som noget kan være.
Liv Strömquist: Kundskabens frugt, Forlaget Cobolt, 144 sider, september 2015