Så kom den endelig! Bogen som alle Kim Larsen fans har ventet på – den nye biografi om den folkekære nationalskjald, der døde i en alt for tidlig alder, den 30. september i år. Biografien “Kim Larsen – Mine unge år” er en fremragende fortælling om den ikoniske musikers liv, og et utroligt smukt vidnesbyrd om et belæst menneske med en kæmpestor dybde, masser af lune og en befriende politisk ukorrekt tilgang til både stort og småt.

Det sidste halve år af sit liv arbejdede Kim Larsen på en erindringsbog i samarbejde med forfatteren Jens Andersen. Bogen er baseret på en række intense samtaler mellem musikeren og forfatteren, og ud fra disse samtaler åbenbarer der sig en bog, som næsten skriver sig ind i tidens populære autofiktive tendens. Med en elefants knivskarpe hukommelse og en prisværdig åbenhed fortæller Larsen om sit liv i en helt udsædvanlig og åbenhjertig monolog. Og det er mere end fascinerende at blive lukket ind i kunstnerens private univers, som han ellers værnede så stærkt om.

“Det var oprindeligt en betingelse fra Kim Larsens side, at vores bog kun måtte rumme to stemmer: hans og min. Larsen ønskede ikke, at alle mulige andre mennesker skulle blande sig med deres meninger om hans person, hvor positive eller negative de end måtte være. Det skulle være Larsens egen fortælling fra start til slut. Min opgave var at lytte, spørge, samle og koncentrere stoffet.”

Sådan skriver Jens Andersen i bogens forord. Oprindeligt skulle bogen have været en erindringsbog, hvor Kim Larsen fortalte om hele sit liv frem til i dag. Da de sørgelige omstændigheder ikke gjorde dette muligt, blev det i stedet besluttet at fortælle historien om Larsens barndom og ungdom med hans helt egne ord. Og det fungerer fremragende.

Larsen er en mesterlig og åbenhjertig fortæller, og hans historie præsenteres kronologisk, ligesom i en klassisk krønike. Vi hører om slægten, rødderne og hans elskede morfar fra Kerteminde, som lærte ham at bede fadervor og at læse de store klassikere. Om en kærlig mor, en ikke-eksisterende far og en spraglet barndom i Københavns nordvestkvarter. Det hele er fortalt med en imponerende detaljerigdom, som tager læseren i hånden, og fører os hen over brostenene, op ad trappen og ind i lejligheden på Mågevej.

Vi overraskes over flere ting undervejs – blandt andet, at gavflaben Kim Larsen var en genert, velopdragen dreng, der troede på gud, og var meget optaget af livets store eksistentielle spørgsmål allerede som barn. Han var kunstnerisk begavet på mange punkter, og var en fremragende tegner – flere af hans tegninger er med i biografien. Da han tog på højskole i 1960’erne blev han meget optaget af tanken om det frie menneske. Han drømte om at blive skolelærer og forfatter, og skrev på en stor roman, som en redaktør på Gyldendal afviste. I stedet begyndte han at skrive sange, og kimen til nogle af Danmarks allerbedste sangtekster var lagt.

Bogen er fortalt så fremragende, at den også bliver en almen fortælling om efterkrigstidens børns opvækst, og om et menneske og en tid. Jeg er fuldstændig henført – og er dybt taknemmelig for den nøgle, som bogen giver til Larsens sind og tekster – fortalt og overrakt af mesteren selv.

Da jeg havde læst bogen til ende, måtte jeg omgående, omend med stort vemod, genhøre nogle af Larsens allerbedste sange – blandt andet “Pianomand” og “Om lidt bli’r her stille”. Jeg trøster mig med, at her heldigvis ikke bliver helt stille – for Larsens mesterlige sange vil bestå, og de vil glimte, glæde og hamre derudad. Forever.

Bogens forfatter, Jens Andersen, har skrevet flere prisbelønnede biografier – blandt andet om Thit Jensen, Astrid Lindgren, Tove Ditlevsen, H. C. Andersen, Kronprins Frederik og Dronning Margrethe. Kim Larsen skrives ind i et fuld fortjent fornemt selskab.

Jens Andernsen: Kim Larsen – Mine unge år, Politikens Forlag, december 2018, 326 sider.