Stephen King: Outsideren
En 11-årig dreng i den lille by Flint City bliver fundet myrdet på den mest gruopvækkende måde. Alle beviser peger på, at det er byens vellidte baseballtræner, Terry Maitland, der står bag det gruopvækkende mord. Kriminalassistent Ralph Andersson tager den skæbnesvangre beslutning at arrestere Terry Maitland foran hele byen til en baseballkamp. Derefter breder der sig hurtigt en lynchstemning. Folk er i chok. Træneren, de alle kender og stoler på, har vist sig at være et monster uden lige. Det eneste problem er bare, at Terry Maitland kan bevise, at han ikke var i byen, da mordet fandt sted.
Andersson og hans kolleger ved ikke, hvad de skal tro, for ingen kan jo være to steder på samme tid. Langsomt går det op for dem, at der er noget rivravruskende galt, men inden de kan nå at finde hoved og hale i tingenes rette sammenhæng, smider Stephen King et plottwist ind og vender alting på hovedet. Efterhånden som mysteriet vokser, sidder man som læser med hjertebanken, mens politiet i et kapløb med tiden jagter morderen, og det hele ender i det endelig opgør mellem godt og ondt, der er klassisk Stephen King.
Som altid bygger Stephen King historien mesterligt op. Man keder sig aldrig, og siderne vender nærmest sig selv. Personerne er troværdige, og man kan ikke lade være med enten at elske eller hade dem. En anden ting, som Stephen King formår som få andre, er at opbygge en uhyggelig stemning, uden at der nødvendigvis sker noget decideret uhyggeligt. Det er, så hårene rejser sig i nakken. Jeg måtte flere gange opgive at læse videre efter mørkets frembrud, og jeg elsker det. King er fænomenal til at skildre mørket, som lurer blandt os; hvordan der skal så lidt til, at mennesker vender sig mod hinanden og behandler hinanden uhyrligt. Derudover inddrager King også ofte steder eller personer eller andre henvisninger til sine tidligere bøger, hvilket giver historien et ekstra lag. Det er også tilfældet her, hvor politiet får hjælp af Holly Gibney, som vi tidligere har mødt i Kings Bill Hodges-trilogi.
Hvis du er fan af Stephen King, kan du roligt glæde dig til denne bog. Hvis du ikke er fan (endnu), vil bogen garanteret gøre dig til fan. Stephen King har endnu engang givet os en gyser i verdensklasse.
Stephen King, Outsideren, Hr. Ferdinand, 601 sider, november 2018
[…] du er til nervepirrende uhygge med et overnaturligt element og kan lide Stephen Kings bøger, fx Outsideren, er dette bestemt en bog for […]