Den amerikanske Kennedy-familie vil altid være genstand for overordentlig stor interesse. Men der er rippet godt op i de traditionelle måder at fortælle historier på i denne bog af Bill O’Reilly og Martin Dugard.

Herhjemme er der ikke så stort et kendskab til Bill O’Reilly. Men i USA er han mest kendt som sønnen af en retskaffen politibetjent, der fra sit domicil på den forjættede østkyst har skudt på alt, der i en god konservativs øjne måtte minde om moralsk fordærv. I mange år var han højtråbende tv-vært hos Fox News, der traditionelt ligger lige så langt til højre for midten, som MSNBC ligger til venstre. Men det blev han selv træt af, og i dag koncentrerer han sig mest af alt om at være interviewer og kommentator – og forfatter.

Hans tidligere bøger har kredset sig om samme sang, vi hørte på tv, og flere af dem er ganske underholdende. Men sammen med Martin Dugard, der ellers tidligere var mest kendt for i ti år at have dækket Tour de France og at have skrevet en række essays om at løbetræne, før han skrev flere velrenommerede bøger, har O’Reilly nu kastet sig ud i en serie bøger om store personligheder i historien. Og skulle du sidde og holde dig tilbage, fordi du måske ikke er stor fan af O’Reilly, så smid din skepsis på bålet. For det her er rigtig godt.

Sammen har de skrevet ”Killing Lincoln”, ”Killing Jesus”, ”Killing Patton”, ”Killing Reagan”, ”Killing the Rising Sun”, ”Killing England” og altså også ”Killing Kennedy”. Snart udkommer ”Killing SS”. På dansk har ”Killing Kennedy” fået titlen ”Kennedy – Liv og død i Det Hvis Hus”, en meget fin og passende fordanskning af den mere brutale oprindelige amerikanske titel.

Både Dugard og O’Reilly er glimrende fortællere, og skrevet med nærvær og en stor tilstedeværelse kommer vi i ”Kennedy – Liv og død i Det Hvide Hus” helt ind i hjertet af Camelot, synonymet for Kennedy-familiens huse i Hyannis Port – både det fysiske og det i overført betydning politiske ’gods’. Vi træder lige ind i kernen af John F. Kennedys præsidentperiode, da vi møder ham, mens han afgiver sit embedsløfte foran kongresbygningen i Washington D.C. i 20 centimeter våd sne, der over natten ikke har afholdt 20.000 mennesker fra at møde op og hilse på deres nye præsident.

Vi følger også Lee Harvey Oswalds rejse fra sit sure fabriksjob i Minsk tilbage til USA, hvor han 22. november 1963 ender med at skyde John F. Kennedy fra et boglager i Dallas, Texas. Og de fremragende tilbageblik til Kennedys tid som ung sekondløjtnant og skipper på patruljetorpedobåd 109 og den ulykke, der endte med at give ham kroniske rygproblemer, er med til at give fortællingen perspektiv og læserne forståelse for en spændende mands liv.

Det er en lettelse, at bogen ikke kan lægges til den række af gudedyrkelse af John F. Kennedy som præsident, som ellers pryder boghandlernes hylder. O’Reilly og Dugard bombarderer os med detaljeret og minutiøst leveret fakta fra en lang række hændelser, der ikke nødvendigvis viser Kennedy som det overmenneske, mange i USA stadig i dag anser ham for at have været. Ikke dermed sagt, at de taler ham ned. Overhovedet ikke. De respekterer i den grad den unge – og første katolske – præsident for alt det, han opnåede og gjorde – og især set i lyset af den tid, han levede og var præsident i. Men de tillader også fakta om ulykken, der gjorde, at hans patruljebåd sank, hans ageren under Cubakrisen og hans affære med Marilyn Monroe at få den plads, det bør have, når vi forsøger at tegne et billede af en mand – på godt og ondt.

Bogen er så fremragende skrevet, at du er færdig med den, næsten før du er begyndt. Og vi kommer stort set hele følelsesregisteret igennem, når familien oplever eller lærer om ’Jack’ Kennedys mord. Det er en bog, der kalder på, at vi også læser de øvrige i serien. Men start gerne med denne, der efter ”Killing Lincoln” var nummer to i serien.

Bill O’Reilly og Martin Dugard: ”Kennedy – Liv og død i Det Hvide Hus”, People’s Press forlag, 368 sider, september, 2013