// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anne Schram Vejlby m.fl: Michael Ancher og Kvinderne fra Skagen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Antologi, Kunst

Anne Schram Vejlby m.fl: Michael Ancher og Kvinderne fra Skagen

Skrevet af den 11. november 2018 – 07:10Ingen kommentarer

De fleste kender nok bedst den berømte danske Skagensmaler Michael Ancher for de store, dramatiske skildringer af skagenfiskernes barske liv og deres heroiske kamp mod havet og døden. Men i bogen “Michael Ancher og Kvinderne fra Skagen”, er der ingen fiskere og meget lidt drama. Men derimod masser af skøn sommersol, liflige blomster og et interessant, beåndet kvindeliv.

Bogen “Michael Ancher og kvinderne fra Skagen”, er udgivet i forbindelse med udstillingen af samme navn. Her præsenteres vi for en langt mere poetisk og åndfuld side af Michael Ancher. En hidtil overset side, som har efterladt nærværende anmelder fuld af begejstring, beundring og benovelse.

Sideløbende med Anchers fiskerfremstillinger, udforskede han nemlig en helt anden motivgruppe – kvinderne i hans nærhed. Han skildrede fiskerkonerne, de lokale piger, husets tjenestepiger, borgerskabets fine fruer, datteren Helga og ikke mindst hustruen Anna Ancher. Vidunderlige skildringer, hvor lyset altid vinder over mørket. Hvor kvinderne og det kvindelige er heltene.

I disse billeder fortoner den maskuline heroiske kamp mod havet sig til fordel for kvindernes åndfuldhed og eftertænksomhed, ofte i et skært forunderligt lys, som kvinderne på magisk vis bringer med sig. Her vinder lyset over mørket i de sublimt smukke portrætter af de kvinder, som Ancher både så, respekterede og beundrede. Uanset stand og rang.

Som i det fantastiske værk “Pigen med solsikkerne”, fra 1893, som forestiller tjenestepigen Maren Brems, der med favnen fuld af solsikker står lysende mellem to stuer i Michael og Anna Anchers hus. Stuen bag hende ligger hen i mørke. Men da hun træder hen over dørtrinnet, skaber reflektionen i hendes lyse kjole, det lyse hår og de smukke gyldne solsikker et fint, sfærisk lys. Som en anden Luciabrud bringer hun på næsten magisk vis lyset ind. Hun går over mørkets tærskel i en åndfuld glidning fra mørke til lys.

Eller i det sublime værk, hvor hustruen Anna Ancher, bevæger sig ud mod beskueren med favnen fuld af gule sommerblomster, som hun tydeligvis lige har plukket. Anna Anchers smukke lyse kjole bevæger sig med stor taktil ynde, og bliver et delikat symbol på lyset sammen med blomsterne i hendes favn. Som på maleriet af Maren, bliver Anna Ancher lysbringer, bebuder af lys.

At man har valgt at sætte portrættet “Skagens pigen Maren Sofie Olsen med et rødt tørklæde” på bogens forsiden kan måske undre. Det kræver nemlig meget af sin beskuer, som først ved nærmere eftersyn opdager, hvor genialt værket er. Styrken i portrættet af Maren Sofie Olsen ligger i den underfundige antydning af smil, der trækker tråde tilbage til Da Vincis Mona Lisa sammen med det direkte blik, der på et sekund ophæver de 134 års afstand mellem værk og beskuer. Det er ganske enkelt fremragende. Men de lysende, smukke blomster havde måske været et bedre blikfang.

Michael Ancher blev født i 1849 på Bornholm. Han blev optaget på Kunstakademiet i København i 1871. Her blev han skolet i en stram, traditionel billedmæssig komposition, blandt andet inspireret af de hollandske guldaldermalere såsom Vermeer. Men i Skagen tilsluttede han sig, sammen med hustruen Anna Ancher, naturalismens idé om at gengive den rå natur – på både godt og ondt.

Ancher er en vigtig skikkelse i kunsthistorien, dels som nøgleperson i kunstnerkollektivet i Skagen, og dels som bindeled mellem de traditionsbunde malerikompositioner og “Det moderne gennembrud”. Han malede naturalistisk samtidig med, at han holdt fast i de teknikker, han havde lært på Kunstakademiet. Han var også en af de få, der boede fast i Skagen og tog del i det lokale liv. Han havde mange venner blandt lokalbefolkningen, gik på jagt og studerede naturen, hvilket tydeligt ses i hans landskabsmalerier. Michael Ancher døde i Skagen den 19. september 1927 og er begravet ved de såkaldt kunstnergrave på Skagen. Her vil jeg tage forbi og lægge et stort bundt gule solsikker.

Bogen “Michael Ancher og Kvinderne fra Skagen” indeholder bidrag af forskerne og kunsthistorikerne Anna Schram Vejlby, Elisabeth Fabritius, Josephine Nielsen-Bergqvist, Jakob Rosendal og Ida Lehrmann Madsen. Bogen er både et udstillingskatalog og en afhandling, og derfor kan teksten til tider virke tung og ufremkommelig. Men hvis man får læst dem, kommer man ud på den anden side meget, meget klogere på Michael Ancher og de øvrige skagensmalere. Og på Anchers guddommeligt smukke værker. De taler heldigvis også for sig selv. Få fat i bogen og nyd dem!

Udstillingen “Michael Ancher og Kvinderne fra Skagen” kan ses på Den Hirschsprungske Samling fra den 8. september 2018 – 13. januar 2019.

Anne Schram Vejlby m.fl: Michael Ancher og Kvinderne fra Skagen, Skagens Kunstmuseer, Den Hirschsprungske Samling og Ribe Kunstmuseum, 157 sider, rigt illustreret, september 2018.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.