“Judas” er en absolut enestående historie. Astrid Holleeder er søster til Willem Frederik Holleder, én af Hollands mest kendte gangstere. Når Astrid har skrevet bogen, er det fordi, hun har en helt unik indsigt i sin brors syge verden. Og når hun har kaldt bogen for ”Judas”, så er det en slags beskrivelse af hendes egen rolle i sagen.

Men hvem er ham Wim Holleeder egentlig? Hvorfor skal vi læse en bog om ham? Tjah, måske kender du sagen om Freddy Heineken, der i 1983 blev kidnappet sammen med sin chauffør. Hvis ikke du gør, så kan du se en film om sagen – endda med Anthony Hopkins som Heineken.

Historien er fuldstændig grotesk. Astrid fortæller om hele sin vanvittige barndom, om Heineken-bortførelsen og især om den tid, efter at Wim Holleeder har siddet i fængsel for forbrydelsen. Efter han kommer ud af fængslet, fremstår Wim nemlig som den helt store kriminelle leder, der ikke alene holder sine egne folk men også sin familie i et iskoldt jerngreb.

Det spændende er den måde, Astrid og hendes søster, Sonja, bliver behandlet på – også af politiet, der fra starten mener, at de er en del af Wims kriminelle imperium. Her er mord, røverier og trusler en integreret del af hverdagen. Astrid føler sig stærkt uretfærdigt behandlet, og det er der noget om. Politiet mistænker hende for at hjælpe sin bror. Men jeg må samtidig sige, at jeg godt forstår, at politiet ikke blåøjet tror på alt, hvad hun siger. Faktum er nemlig, at hun er meget tæt med Wim, og at hun til tider er den eneste, han reelt stoler på. At tro at politiet skulle kunne afkode, at hun udelukkende er truet og presset til det tætte forhold, er måske også meget at forlange.

I sidste ende er det Astrid og Sonja, der skal vidne i retten mod Wim. Og det er fascinerende at høre om, hvordan hun med skjult udstyr optager hans kryptiske beskeder, så politiet har nok grund til at anholde ham. Det er ikke en sjov tid, men Astrid er af en speciel støbning. Hun er uddannet forsvarsadvokat, og siden ”Judas” i 2016 blev udgivet i Holland, har begge søstre levet i skjul. Og ja, Wim har udstedt ordre om, at de begge skal dræbes.

Bogen er glimrende fortalt, men til tider springer vi lidt rigeligt i handlingen, hvor en dræbt person pludselig lever og i næste sekvens så igen er død. Det er ikke sådan, at det er umuligt at følge med i, men det er en anelse forvirrende. Det klæder ganske mange bøger ikke at blive serveret i kronologisk rækkefølge. Men ”Judas” havde været bedre tjent med den løsning. Når det er sagt, så er der her tale om en fantastisk historie.

Er du – som jeg – fanget af fortællingen helt til sidste side, så får du også Astrids brev til sin bror med. Og her sank jeg lige en ekstra klump, må jeg indrømme. Stakkels pige. Sikke et liv. Og sikken en bror.

Astrid Holleeder: ”Judas”, Politikens forlag, 420 sider, april 2018