Merle vokser op i et parcelhuskvarter i Værløse, hvor hun bor sammen med sin søster og forældre. Vi er i 1970’erne, der er frigørelse og øget velstand på programmet, men bag ligusterhækken ser det mindre godt ud. For Merle ser det faktisk rædselsfuldt ud. Far drikker og viser sporadisk sit voldelige temperament. Mor er syg og utilregnelig og har travlt med at tækkes sin mand på bekostning af sine børn. Søster befinder sig mest bag sin værelsesdør.

Merle agerer som fredsmægler i sin dysfunktionelle familie. Midt i de voksnes travlhed med at frigøre sig, har de lagt ansvaret på hylden. Et ansvar den unge Merle forsøger at tage på sig, på trods af hun allerede døjer med alt dét, der hører hendes egen alder til. Venskaber, mobning, skole og spirende seksualitet. Hun vasker sin mor, når hun tisser i bukserne. Laver aftensmad til far kommer hjem, hvis mor ikke orker det, så far ikke går amok. Og så forsøger hun ellers bare at gå under radaren.

Hendes personlige helle er litteraturen. Når hun kan, flygter hun ind i fiktionens univers og De 5 serien. Bogen er fuld af tidsmarkører for perioden – Jenka tyggegummi, bolsjet i muslingeskallen, kassettebånd man selv optager på – der, på trods af jeg selv er barn af 80’erne, virkelig taler til genkendelsen i historien og tiden.

Vi kunne alt er en selvstændig fortsættelse til den prisvindende Folkets Skønhed og den er endnu bedre. Om det er fordi tiden rammer mig mere personligt ved jeg ikke, men det er en stærk og meget velskrevet roman. Barsk, nøgtern og hjerteskærende.

Læs også vores anmeldelse af Folkets skønhed af samme forfatter, der vandt Politikens Litteraturpris og var nomineret til både DR Romanprisen og Læsernes bogpris.

Merete Pryds Helle, Vi kunne alt, Lindhardt & Ringhof, september 2018, 343 sider.