Ja tak, siger jeg til Jens Henrik Jensen, hvor er det godt, at der kom en bog til med Niels Oxen, krigsveteran og med sin helt egen måde at gøre tingene på. Jeg kender ham fra trilogien, der indeholder bøgerne De hængte hunde, De mørke mænd og De frosne flammer, sidstnævnte er anmeldt her på bloggen. I den forbindelse var jeg til et bloggerevent på Politikens Forlag, og der fortalte Jens Henrik Jensen, at han overvejede, om han skulle skrive endnu en bog om Oxen, selv om trilogien var færdig. Heldigvis han gjorde det, og den kan læses uafhængigt af de tre andre.

Oxen lever i en lille lejlighed i Vangede, hvor han forsøger at få sin nattesøvn, og et godt forhold til sig teenagesøn. Begge dele er svært, for han lider af mareridt (syv forskellige) fra sin tid som soldat og posttraumatisk stress – og det gør det ikke nemt at nærme sig sin søn, som han savner, men som føler sig svigtet af ham som far. Oxens bud på samvær med sin søn foregår ofte i Zoologisk Have, hvor specielt ulvene tiltrækker ham. Han synes, at de er sammenlignelige med soldater.

Da Axel Mossman, tidligere PET-chef, kontakter Oxen for at få ham til Jylland og lede efter en forsvunden gårdmand, som før i tiden var departementschef, siger han nej. Han har fået nok af opgaver for Mossman, og stoler ikke på ham. Men i det område i Jylland, hvor gårdejeren er forsvundet, er der dukket rigtige ulve op, og dem vil Oxen gerne se. Så han får sin søn med på ideen om at tage på vinterferie i Jylland.

Oxen kommer i den grad på ulvejagt, for der er flere forskellige slags ulve i Jylland, både de firbenede, og de tobenede, og de sidste er de farligste. I nærheden af gården, hvor gårdmanden er forsvundet, har man også fundet et lig af en ukendt mand. Oxen bliver hurtigt ledt på sporet af noget meget stort, der har rødder tilbage til fortiden og har virket i det skjulte i mange år. En stor hemmelighed, som nogen vil gøre alt for at skjule. I arbejdet med at afdække hemmeligheden bliver han ført tilbage til sin tidligere makker Margrethe Franck, som det viser sig, at han bestemt ikke kender så godt, som han troede.

Samtidigt med historien om Oxen, bliver vi ført tilbage til 1963 i selvsamme område i Jylland, hvor en ung pige cykler alene hjem og går en ond skæbne i møde. Hvordan det hænger sammen med nutiden, ulve og en gammel ulykke, får Jens Henrik Jensen bredt ud til et meget spændende plot, der også er tankevækkende.

Jens Henrik Jensen skriver virkeligt godt og formår at holde spændingen oppe gennem hele bogen samtidigt med, at man føler med Oxen og hans kamp for et nogenlunde normalt liv. Heldige dig, der har Lupus til gode. Jeg kan kun sige: læs, læs, læs.

Jens Henrik Jensen, Lupus, Politikens Forlag, 528 sider, september 2018