Det smukke par Liane og Martial Bellion holder en tilsyneladende idyllisk ferie med deres seksårige datter, som de kalder Sofa, på et luksushotel på øen Réunion i Det Indiske Ocean. Det lige indtil Liane pludselig forsvinder fra deres hotelværelse, og Martial, der straks bliver mistænkt for en forbrydelse, flygter med deres datter.

Det er ikke første gang, Martial har været på øen. Sidste gang var det med hans lille søn, som dengang var på samme alder som Sofa. Hans søn, som led en tragisk druknedød. En ulykke, Martial tog ansvaret for dengang, og som har gjort, at Liane ikke efterlader ham og Sofa uden opsyn. Er Martial flygtet, fordi han har slået Liane ihjel, og bringer han nu også datteren i fare?

Kaptajn Aja Purvi og Løjtnant Christos kan ikke få historien til at stemme. Hvorfor flygter Martial, når han selv har anmeldt sin kones forsvinden, og hvilke hemmeligheder bærer hotellets personale på? Christos elskerinde Imelda elsker krimier og kommer med det ene ledetråd efter den andet, og snart bliver hun viklet med ind i historien på den værst tænkelige måde.

Michel Bussi er eminent til at spinde et helt uigennemskueligt plot. Jeg var nær ved slutningen af bogen, før han løftede sløret for den egentlige forbrydelse, og for hvad der skete med Martials søn. Derudover tegner han de mest fantastiske personligheder, der efterhånden som bogen bliver læst, efterlader et stort aftryk. Den underspillede kærlighedshistorie, de små krummer af ledetråde, han strør om sig, og de flotte scener, han tegner, har gjort min læseoplevelse til noget ud over det sædvanlige.

Det eneste minus ved bogen var alle fodnoterne, som jeg synes forstyrrede læse-flowet. Jeg valgte at ignorere dem, og da var det historien virkelig tog fat. Det glemte barn er min først Michel Bussi-bog, men helt sikkert ikke den sidste.

Michel Bussi: Det glemte barn, People’s Press, 367 sider, oktober 2018