Drilleri er italienske Domenico Starnones første roman på dansk. Eller er det? Der går rygter om, at Starnone og hans hustru er forfatterne bag pseudonymet Elena Ferrante. Spændende!

Drilleri handler om den 75 årige kunstner Mallarico, der bor i Milano, men for at hjælpe sin voksne datter med at passe hendes søn, indvilliger han (noget modvilligt) i at rejse til sin barndomsby Napoli. Her tilbringer han flere dage sammen med sit barnebarn, Mario på 4 år, i den lejlighed han selv boede i som barn. Barnebarnet er en frisk, nysgerrig og spørgende dreng, der forsøger at få sin morfars opmærksomhed. Det er lidt af en opgave, da Mallarico er en gnaven mand, der mest er optaget af sig selv. Men Mario kan tegne og illustrationernes verden kender Mallarico kun alt for godt.

Drilleri er en befriende ærlig skildring af en til tider upædagogisk opførsel overfor barnebarnet. Jeg kunne spejle mig i den voksnes manglende lyst til at lege og fraværet af evne til altid at være rummelig og tålmodig overfor barnet. Her er det morfars tanker vi får et indblik i: “Hvad skete der med mig? Jeg bekæmpede lysten til at gå til håndgribeligheder; min hånd var anspændt, en centimeter fra hans kind, parat til at stikke ham en lussing. For at undgå den slags forlod jeg dagligstuen og smækkede døren efter mig med en sådan kraft at et stykke maling faldt af dørkarmen.”

Godt nok går jeg ikke rundt og har lyst til at slå mine børn, men afmagten kan jeg godt forholde mig til. Og ved at skildre afmagten, følelserne, frustrationen er romanen med til at spejle, hvad de fleste forældre (og bedsteforældre) ind imellem oplever. Og det er ellers nogle af de sider ved forældreskabet, der er belagt med skam og tabu.

Bogen handler også om den aldrende kunstners blik på eget liv. Kunne det have været anderledes? Kunne han have truffet andre valg? Er han færdig som kunstner, er der andre yngre, der overtager? Ved at være sammen med barnebarnet, tvinges han til at reflektere over eget liv og det indvies vi som læsere naturligvis også i. Jeg var ikke så optaget af den del, der handler om Mallaricos eget liv. Til gengæld var jeg meget optaget af samværet med barnebarnet, deres samtaler og drillerierne mellem dem. Energien ligger i relationen mellem de to og det er spændende læsning og glimrende skildret.

Domenico Starnone er født i Napoli 1943. Han har skrevet i alt 13 romaner, har vundet flere priser, udkommer i disse år i mange lande og gæster dette års Louisiana Literature til august.

Domenico Starnone, Drilleri, 2018, På dansk ved Nina Gross, Forlaget Grif, 212 sider.