// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Aage Storm Borchgrevink: En norsk tragedie
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie

Aage Storm Borchgrevink: En norsk tragedie

Skrevet af den 16. juli 2018 – 07:26Ingen kommentarer

Som så mange andre, kan jeg huske, hvor jeg var den 22. juli 2011, da jeg hørte om massakren på Utøya i Norge og bombesprængningen i Oslo. To terrorhandlinger, som kostede i alt 77 mennesker livet. Mange af dem helt unge mennesker, som deltog i en sommerlejr for medlemmer af Norges socialdemokratiske ungdomsbevægelse AUF.

Som tidligere medlem af AUF’s danske pendant, DSU, kom tingene ekstra tæt på og jeg har lige siden afholdt mig fra at læse, se og høre alt for meget om begivenhederne 22. juli 2011. Terrorhandlinger og kriminalitet er ellers en af undertegnede anmelders fokusområder.

Men da denne bog stod foran mig på biblioteket besluttede jeg, at nu var tiden kommet. Jeg valgte dog at springe hen over den meget detaljerede gennemgang af gerningsmanden Anders Behring Breiviks barn- og ungdom. At bruge mere tid end højest nødvendigt på dette syge menneske er jeg ikke parat til endnu – og bliver det nok aldrig.

Men lidt af Breiviks forhistorie, opvækst og motiver fik jeg med. Og det klædte mig fint på til at zoome ind på forfatterens meget detaljerede, men også meget sobre gennemgang af begivenhederne i Oslo og på Utøya den skæbnesvangre dag. Vi får en række stærke øjenvidneberetninger og personskildringer krydret med fakta og analyse af hvad der gik godt og hvad der gik mindre godt for myndighederne, da alarmen gik.

Aage Storm Borchgrevink tager ikke skridtet fuldt ud og leverer den syngende lussing til det norske politi og redningsmyndigheder, som man fornemmer er på sin plads. Han holder det fint ved antydninger. Og det fungerer fint. Vi får det med. Men det fylder ikke for meget. For fokus er på Breivik, ofrene og det norske samfund før og efter 22. juli.

Hvis man skal læse én bog om 22. juli, så kan det meget passende være denne her. For jeg mener man som skandinav bør beskæftige sig med tragedien. Det er indtil videre den eneste jeg har læst. Jeg føler mig godt dækket ind. Den balancerer fint. Jeg har ikke brug for at læse mere.

Aage Storm Borchgrevink: En norsk tragedie. Rosinante, 2012. 366 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.