”Lige nu er jeg ved at fuldende et langt og yderst væsentligt kapitel i mt liv, hvor dem, jeg afslutter med, skal til at begynde deres. Det gør ondt, og jeg kæmper med at acceptere og rumme, at noget af det mest meningsgivende i mit liv snart er endegyldigt forbi, og at jeg for dem kun var inviteret med på den første del af vandreturen”.

Sådan skriver Renée Toft Simonsen om det, at hun er nået til det tidspunkt i livet, hvor hendes børn flytter hjemmefra. Det ramte mig lige i hjertekulen, for jeg kender så godt den følelse. Og det var lige præcis den oplevelse, jeg havde mange gange igennem hendes bog, der handler om overgangsalderen og alt det der sker med kroppen, med sindet og med tankerne om livet.

Hun fortæller om forældrerollen, om det hun håber, at hun har givet videre, og det som hun er ked af, at hun gjorde, men som jo aldrig kan blive ugjort. Hun skuer også fremad mod den nye rolle, hun får som forælder med børn, der er voksne og skal leve deres eget liv. Hun ser også mulighederne i det nye liv, hvor fokus bliver et andet.

Hun fortæller om hedeturene om natten, der driver hende ud af sengen og ind i andre af boligens rum, med en cigaret, the og tanker om, hvad livet har givet og hvad det skal give fremover.

Hun fortæller om sårbarheden og hvordan hun har besluttet sig for at favne den og give både den og det at være grådlabil lov til at være der. Hendes budskab er, at man ikke skal tænke, at overgangsalderen er noget der skal overstås, den skal have den plads i livet, som den nu engang tager.

Hun fortæller om sin egen barndom, om at leve med angst og være perfektionistisk – og hvordan hun vil lade perfektionismen fylde mindre. Hun skriver om det med humor og et glimt i øjet.

Mest af alt fortæller hun om, at det er helt ok at have det, som man har det, uanset hvordan det er, og det gælder både de fysiske skavanker og de mentale udfordringer. Det er ok at sørge over, at børnene flytter hjemmefra, fordi noget af det mest meningsfyldte i livet, når sin afslutning. Det er også ok, hvis man føler noget andet. Og det at give de følelser man nu en gang har plads, det er et centralt budskab.

Huns skriver bragende godt, fordi hun er så hudløst ærlig – og også ved mange ting om overgangsalderen. Hun har jo selvfølgelig også en kæmpe viden i sin egenskab af psykolog, som også kommer til udtryk. Det er en gave, hun giver, for ved at være så ærlig om både det gode og det dårlige, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at det er godt at vide, at man ikke er alene – uanset hvordan man føler. Hun rørte mig dybt mange gange, hvor jeg sad med en klump i halsen. Hun fik mig også til at trække på smilebåndet med sine livagtige betragtninger. Uanset om du er eller er på vej i overgangsalderen eller om du har lang tid til, så er der mange kloge iagttagelser i Renée Toft Simonsens bog – så nup den endelig ned fra hylden.

Renée Toft Simonsen, Jeg er f*cking hot!, Politikens Forlag, 315 sider, april 2018