“En lyrisk bevægelse gennem barndommens landskab” – det er overskriften på pressematerialet til Josefine Klougarts debut “Stigninger og Fald”. Mere præcis en overskrift kunne man ikke vælge. “Stigninger og fald” er en sprogligt smuk debutbog. Man fornemmer straks en forfatter, der brænder for at lege med ordene og deres betydning. Og hun formår at skabe fine billeder af hverdagsoplevelser fra barndommen på Mols.

Josefine Klougart fortæller i bogens pressemateriale, at bogen er skrevet i et ekspansivt sprog, at der er tale om en metaformættet prosa, der hele tiden inkluderer nyt stof, og hele tiden lægger nye billeder til. Og der da heller ingen tvivl om, at det netop er sproget, der er styrken i “Stigninger og fald”.

Der er ikke en egentlig fremadskridende handling i bogen, men der er mere tale om sammensatte brudstykker fra en opvækst i en familie med mor, far og i alt tre søstre. Personligt savnede jeg handling og spænding, men det er nok mere, fordi det ikke er den type af bøger jeg almindeligvis læser og derfor blev udfordret.

“Stigninger og fald” er også anmeldt af May Schack fra Politiken, og hun slutter sin fine anmeldelse af med at skrive at “Stigninger og fald” er en ualmindelig smuk og sikker debutroman. Og det har hun ganske ret i.

Josefine Klougart er født i 1985, vokset op på Mols, har læst kunsthistorie og litteratur på Århus Universitet og går nu på Forfatterskolen.

Josefine Klougart, Stigninger og fald, Rosinante, 172 sider, Januar 2010.