Tyrkisk litteratur har (desværre) ikke stået øverst på min prioriteringsliste igennem årene. Ikke at der har været tale om et bevidst fravalg, jeg har blot ikke stødt på noget rigtigt interessant. That is, indtil jeg stødte på Orhan Pamuks ’Sne’.

Historien er ikke helt nem af ridse op. Men det handler (blandt andet om) en digter, Ka, der rejser til en fattig by i Anatolien, Kars.

Under dække af at ville skrive om de kommende lokalvalg, har Ka i stedet et ønske om at finde ud af, hvorfor en række unge kvinder, der ikke må bære tørklæde, har begået selvmord. Han vil for øvrigt heller ikke have noget imod at gense en ungdomskærlighed, der aldrig rigtigt har forladt digterens tanker.

Kars bliver imidlertid totalt afskåret fra omverdenen i et voldsomt snevejr, og så bliver der ellers lukket op for posen af begivenheder i Pamuks roman. Ka mødes med kurdiske separatister, tyrkiske nationalister, islamiske fundamentalister og pludseligt befinder han sig i midten af en lille revolution midt i Kars. På trods af en meget lille lyst til at skulle spille nogen rolle i den heksekedel Kars udvikler sig til, er han pludseligt mennesket, der som budbringer forsøger at bringe de stridende parter blot nogenlunde på talefod.

Det er nu ikke udelukkende af idealistiske årsager, men mest af alt et forsøg på at få konflikten overstået, så ungdomskærligheden Ipkek kan inviteres med tilbage til Europa. Det går næppe som nogen har tænkt sig, hvorfor bogen også er skrevet med en fortæller, der til sidst indtræder i bogen for at samle op på (de mange) løse ender.

Det er en stærk politisk bog, Pamuk har skrevet. Den giver en imponerende skildring af mennesker og holdninger, som vi måske særligt i Vesten sjældent konfronteres med nuancerede billeder af. Det sekulære udgangspunkt for Pamuks hovedperson udfordres virkeligt i løbet af bogen og de små bihistorier – blandt andet om de såkaldte ’tørklædepiger’ – bidrager til en meget stor fortælling.

Skrivestilen er meget speciel med lange snørklede sætninger og ordstillinger. Men det gør nu ikke noget – tværtimod er det med til at understøtte den film, der foregår bag læserens øjne om mødet mellem det moderne og traditionelle.

Bogen er velskrevet, underholdende, spændende og absolut tankevækkende og det er bestemt ikke – set med denne læsers langtfra fagkyndige øjne – unfair at denne bog modtog Nobels Litteraturpris i 2006.

Læs eventuelt anmeldelsen af Pamuks ‘Mit navn er rød’

Orhan PAMUK: Sne, Lindhardt og Ringhof, 2006 , 492 sider