Vi er i det osmanniske Istanbul i slutningen af 1500-tallet. Blandt miniaturemalere hersker tung tradition. Hvert penselstrøg i de værdifulde bøger, der efter års arbejde med illustrationerne gemmes væk i sultanens skatkammer, emmer af fortidens mestre.

Ingen eksperimenter er tilladt: miniaturemalere maler uden perspektiv, i evig gentagelse af de gamle mestre.

Indtil en enkelt miniaturemaler besøger Vesten, og ser de vestliges kunstneres værker. I Venedig afbilleder malerne virkeligheden som den er, og maler portrætter, der er så vellignende, at man vil kunne genkende den portrætterede hvis man mødte vedkommende i virkeligheden. Den slags er naturligvis forbudt i følge Koranen, men sultanen lader sig alligevel overtale til at få malet sit eget portræt. Et mord følger, men hvem står bag? Allahs villige krigere, der raserer kaffehuse i protest mod den skadelige drik? En misundelig miniaturemaler, der kæmper for sin position i det indviklede hieraki?

Det er en fantastisk bog, Orhan Pamuk har skrevet – og det er tilladt at læse konflikten mellem det ny og det gamle, kunstnerisk frihed og religion med moderne briller (som om man kunne lade være).

Mordgåden driver historien frem, men der er plads til righoldige beskrivelser af livet i Osmannerrigets hovedstad før verden gik af lave og religionen formørkede alt. En bog der kan anbefales.

—
Til gengæld kan det ikke anbefales at læse bogens bagside. For det første påstår den første linie, at romanen foregår i 1890’erne – kun 300 år ved siden af. For det andet afslører bagsiden handlingen langt, langt ind i romanen. Det er helt unødvendigt, og rent ud sagt træls, at man ved så meget inden man går i gang med bogen. Det er en OMMER, Lindhardt og Ringhof!

Orhan Pamuk: Mit navn er rød, 526 sider, Lindhardt og Ringhof.