Astrid Ehrencron-Kidde: Det sukker så tungt udi skoven
Astrid Ehrencron-Kidde (1871-1960) er en dansk, af de fleste næsten glemt, forfatter fra begyndelsen af det 20. århundrede. Det sukker så tungt udi skoven er et udvalg af hendes noveller, der alle kredser om det overnaturlige på kanten af den virkelige natur i et på en gang virkeligt og magisk Sverige (med en enkelt, londonsk undtagelse).
Den gennemgående hovedperson er juristen Martin Willéns, et ensomt menneske, der på sin tur gennem livet konstant bevæger sig ind i grænselandet mellem liv og død. Martin Willéns er synsk, han ser hvad ingen andre ser; de døde kræver igen og igen hans opmærksomhed. Det er hans søskende, der dør en efter en, det er fremmede børn på flugt fra ulve, en ulykkelig nonne eller et par forbryderiske mænd, hvis gerninger indhenter dem på grusomste vis. Martin Willens bliver vidne til det hele.
Det sukker så tungt udi i skoven er ikke traditionelle, skræmmende spøgelseshistorier, hvor de levende trues af de døde. Det er små, poetiske rejser ind i skovens og menneskesindets mørke. Stemningen i novellerne er grundlæggende vemodig, en længsel efter det tabte.
Forlaget Sidste Århundrede er dedikerede til at genudgive overset litteratur. Vi har tidligere anmeldt Louis Levy: Menneskeløget Kzradock, den vårfriske Methusalem af dr. Renard de Montpensiers optegnelser som var en grotesk roman, vild og anderledes. Sådan er Det sukker så tungt udi skoven på ingen måde. Tværtimod er det en underspillet, smuk, umådelige poetisk novellesamling.
Det sukker så tungt udi skoven er en fin lille alt for overset novellesamling, som med denne genudgivelse forhåbentligt har fået et nyt liv.
Astrid Ehrencron-Kidde: Det sukker så tungt udi skoven. 214 sider, Escho/Sidste århundrede. 2018
[…] lille serie, de blev kaldt Serie for grotesker. Bind nummer to i serien var Astrid Ehrencron-Kiddes Det sukker så tungt udi skoven, og det var en fantastisk læseoplevelse. Det har der tilsyneladende været andre end mig der […]