Menneskeløget er en af de mest mærkværdige historier, jeg længe har læst. Den indeholder de særeste karakterer – virkelige og uvirkelige – og alligevel bliver man fanget fra den første side i et desperat forsøg på at suge mening ud af det meningsløse. Vi er i feltet mellem bevidsthed og ubevidsthed, mellem sindssyge og fornuft.

Bogen er skrevet og udgivet første gang i 1910, og man kan trygt sige at det var en anden tid. Ikke en tid der satte pris på Menneskeløget, men dog en anden tid hvor begreber som medium og sindssyge havde andre konnotationer end de har i dag.

Det giver egentlig ikke mening med et handlingsreferat, for handlingen giver ikke mening – og så alligevel. Romanens fortæller, psykiateren dr. Renard de Montpensier forsøger på et sindssygehospital i Paris at indhente viden om Lady Florence fra hans fortid via et medium ved navn Kzradock. Han afbrydes af fransk politi, der vil have ham til at hjælpe med pågribelsen af selvsamme kvinde i et biografteater, men ak de tager fejl og arresterer i stedet en amerikansk detektiv. På hjemvejen konstaterer de, at de sindssyge har gjort oprør og Kzradock fordufter – hvis han altså nogensinde har eksisteret.

Jagten på Lady Florence, fører dem til Brighton, til et møde med to ældre damer, en stakkels kroejer, en døvstum hund og et spøgelsesbarn for blot at nævne nogle få af de personer, der befolker romanen og stakkels dr. Montpensiers hjerne på kanten af hans nervesammenbrud.

Alt sammen på 129 sider. Det er altså en handlingsmættet lille bog, men også en uhåndgribelig bog med vide rammer for fortolkning. Hvad betyder de enkelte elementer? Er den gode doktor lige så skør som sine patienter, eller driver nogen gæk med ham?

Jeg får en Edgar Allen Poe-agtig stemning ud af Menneskeløget. Som en blanding af The Tell Tale Heart og Mordene i Rue Morgue, bare endnu mere absurd, gotisk og barok – i en skøn blanding.

Det er modigt af det lille forlag Escho/Sidste Århundrede at binde an med denne oversete, mærkværdige, krævende og opslugende roman af en glemt forfatter. Jeg havde aldrig hørt om den danske forfatter Louis Levy (1875-1940), og man forstår hvorfor hans lille værk ikke blev en bestseller ved udgivelsen. Den er ikke for svage sjæle eller for dem, der synes litteratur skal bælles som billig rødvin. Hvis man holder af sært og gotisk, udfordrende og absurd, så skal man dog ikke snyde sig selv for denne lille årgangsroman, der kun er blevet bedre af fadlagring.

Louis Levy: Menneskeløget Kzradock, den vårfriske Methusalem af dr. Renard de Montpensiers optegnelser. Escho/Sidste Århundrede, 2017. 147 (inkl fint efterord)