I min anmeldelse af Rasmus Dahlbergs første bog ”Pandoracellen” opfordrede jeg forfatteren til at skrive mere og tilføjede, at jeg er klar. Det er jeg. Det var jeg. Og han har skrevet mere. Derfor, allerførst tak for det.

Rasmus Dahlberg er cand.mag. i historie og ph.d. i katastrofevidenskab. Han er medstifter af Copenhagen Center for Disaster Research (COPE) ved Københavns Universitet og tidligere tilknyttet Beredskabsstyrelsen. Alt dette kan du læse på flippen bag i bogen, men jeg nævner det for at give historien validitet. Når du oplever handlingen i ”Dødens droner”, kan der nemlig dukke masser af spørgsmål op. Når det sker, så er det rart at vide, at forfatteren faktisk ved meget om det, han beskriver. Det betyder ikke, at han ikke kan tage sig nogle journalistiske friheder. Dette er trods alt ikke en fagbog. Men det betyder, at for mig virker handlingen meget troværdig. Og det er lidt skræmmende.

Vi følger atter engang Jonas Kvist fra Beredskabsstyrelsen og hans arbejde med Pandoracellen, der er en analytisk afdeling under styrelsen. Denne gang skal cellen tackle udfordringer og forudse begivenheder på baggrund af en række terrorangreb i Nordjylland. Men ikke nok med det. Samtidig med at han kæmper for at finde en mening med terroren, må han kæmpe en personlig kamp, der har stor indflydelse på hans liv.

Dahlberg har fat i nogle spændende personer, og han har fat i en spændende handling. Desuden skriver han levende og fanger mig med sin fortælling. Han er ikke bange for at bruge sex som en del af handlingen, og selvom jeg på ingen måde kan sige, at den er irrelevant for hovedpersonen i hans personlige kamp, så må jeg indrømme, at det forstyrrer min opfattelse af handlingen en smule.

Jeg ved, det er Jonas Kvist, der er hovedperson, og jeg ved, at Rasmus Dahlberg har tegnet personen Jonas rigtig godt, men stolede han mere på sin fortælling og handlingen, så kunne det måske udelades. Det er jo ikke som forfatteren Jeffrey Deavers hovedperson Lincoln Rhyme, der er lam og må løse sine sager sengeliggende og med hjælp fra sine politikolleger. Han kommer via sin situation ud for nogle temmelig ’interessante’ oplevelser – husk filmatiseringen af hans roman ”The Bone Collector” med Angelina Jolie og Denzel Washington.

Der, hvor Dahlberg er god – nej, rigtig god – er, når han holder sig til historien. Handlingen er god og desværre ganske aktuel. Og så fortæller han sagligt. Der er ikke nogen af hans figurer, der for alvor træder ud af karakter. Og det kan jeg rigtig godt lide. Så ja, Rasmus, jeg læser også meget gerne den næste. For det er både god underholdning og ganske oplysende at læse dig.

Rasmus Dahlberg, Dødens droner, Turbine, Marts 2018, 350 sider