Carsten Müller Nielsens nyeste bog er et følelsernes værk. På en og samme tid barsk og ubarmhjertig med krigens grusomme virkelighed, der buldrer gennem værket over for vitaliteten i kunsten og musikkens strømninger. Titlen Kvartet til tidens ende eller den originale titel ‘Quatuor pour la fin du temps’ er navnet på kvartetten, som den franske komponist Olivier Messiaen (1908-1992) komponerede, mens han i årene 1940-41 opholdt sig som krigsfange i Stalag VIII A i Polen.

Værket modsvarer musikstykkets opbygning, hvor bogens otte kapitler svarer til musikstykkets otte satser. Müller Nielsen har desuden grebet kvarttens form. Idet at Messiaens musikstykke er komponeret som en kvartet for klaver, cello, violin og klarinet, har hvert instrument fået deres egen stemme i bogen. Vi følger dermed ikke kun komponisten Olivier Messiaen (klaver) og hans filosofiske visioner for hans musik, men også både Jean Le Boulaire (violin), Ètienne Pasquier (cello), og Henri Akoka (klarinet). Ind i mellem en vekslen mellem de fire jeg-fortællere flettes desuden indre monolog, breve, dialoger og drømmeagtige sekvenser, som gør værket til en intens læseoplevelse.

Ja, der er bestemt tænkt over dette værk, og det mærkes i læsningen. Det er et ambitiøst værk, som både søger at udfordre romangenren og biografien og undersøge kunstens frelsende væsen. Man gribes både af frygt og rædsel, men holdes også oppe af kraften i musikken og kunsten. Det er til tider et forfængeligt og overspændt værk, der favner mere end det måske kan holde, men alligevel blev jeg fascineret af bogens viljen til at beskrive kunstens væsen.

Carsten Müller Nielsen, Kvartet til tidens ende, 182 sider, Marts 2018, Forlaget Jensen og Dalgaard.