To mindreårige børn er blivet dræbt i en pæn lejlighed i et af de fine arrondissementer i byernes by Paris. Naboerne hænger over skuldrene på hinanden for at få et glimt af det dramatiske sceneri, hvor moderen skriger i chok, mens barnepigen køres bort i ambulance efter et mislykkedes selvmordsforsøg – så er vi i gang!

For en gang skyld kan slutningen røbes uden at ødelægge spændingen for nogen – det er barnepigen, der er morderen. Det er den fransk/marokkanske forfatter og journalist Leïla Slimani, som står bag det anmelderroste værk med den intense start. På originalsproget hedder værket Chanson Douce på dansk oversat til Vuggesang.

Fra det hæsblæsende tempo og den brutale åbningsscene spoles der herefter tilbage i de forudgående hændelser i en rolig og glidende fortælling, som følger de forskellige personer. Læseren møder det unge ambitiøse par Myriam og Poul. Hun er blevet færdig som advokat, og han er musikproducer. Begge er de dygtige folk, der stræber efter en anerkendende karriere som de kan spejle sig i. Men børn må der til, og børn kommer der. To styk, den sarte og vanskelige pige Mila og hende lillebror Adam. Men hvordan skal det nu gå, når man også gerne vil sin karriere? Det er her den stille, arbejdsomme og alt for perfekte barnepige Louise glider ind i den lille familie som smør på et varmt stykke brød.

“I ugernes løb bliver Louise stadig dygtigere til på én gang at være usynlig og uundværlig. Myriam ringer ikke længere til hende for at sige, at hun kommer sent hjem, og Mila spørger ikke længere om, hvornår mor kommer hjem. Louise er der, og holder sammen på den skrøbelige konstruktion.”

Barnepigen passer ikke kun børnene, men er også den perfekte kok og husholder, men intet er perfekt. Spændingen mellem de forskellige parter tager gradvist til, som handlingen skrider frem. Dramaet udspilles ikke voldsomt som i åbningsscenen, men nager læseren, som en svag krassen i væggen, hvor musene gnaver huller.

Normalt er thrillere ikke min stærke side, men dette værk byder på mere end et godt gys og stigende spændningskurver. Slimani maler et portræt af den moderne byfamilie på godt og ondt. Den voldelige start bliver et billede på, hvordan den skrøbelige barndom bliver knust for mere end et barn i denne fortælling. Med Slimanis flydende og helstøbte sprog karakteriseres personer og samfund på fineste vis.

Slimanis velfunderede beskrivelser af personernes sindstilstand – deres glæder, frygt og ambitioner males med sarte penselstrøg, men kommer tydeligt frem, fordi de puffer til læserens egen følelser. Bogen er vinder af Goncourt-prisen, Frankrigs svar på en bestseller-pris, hvilket er ganske forståeligt, for det er bestemt en spændende læseoplevelse.

Og nu vil jeg skynde mig ud og se til mine børn og deres barnepige, god læselyst.

Leïla Slimani: Vuggesang, Forlag Rosinante, 221 sider, marts 2018.