November 1942. Ude i verden raser krigen, men Danmark er trods tysk besættelse stadig forholdsvist fredeligt. Med Scavenius i spidsen arbejder regeringen endnu for samarbejdspolitikken, selvom der er begyndt at opstå sprækker – både internt og eksternt.

Christian X har i den såkaldte telegramkrise fornærmet Hitler og der er derfor ankommet en ny rigsbefuldmægtig til Danmark. Dr. Werner Best har været Gestapochef i Frankrig, og nu ankommer han til København med en stigende mængde af krav til den danske regering.

Der er store uenigheder i samlingsregeringen om hvor langt man skal gå i samarbejdet – og efter at de tyske hære er begyndt at vige på slagmarken er befolkningens opbakning til samarbejdspolitikken hastigt for nedadgående. Antallet af sabotageaktioner vokser, og det gør det tyske pres for at gribe hårdt ind mod frihedskæmperne også.

Scavenius er formentlig danmarkshistoriens mest hadede statsminister, men han var aldrig i tvivl om linjen. Man må møde de tyske krav med indrømmelser, for alternativet er en nazi-regering, og det vil på alle måder være værre – ikke mindst for de danske jøder. Han ved, at nazisterne ikke vil acceptere andre statsministre end ham selv, og det udnytter han til at få sin vilje i regeringen ved at true med at gå af. Det er kun hans person, der står mellem Danmark og en ren naziregering, og han vil have sin vilje.

Mellem Dr. Best og Scavenius vokser en særegen forståelse for hinanden og den absurde situation, de befinder sig i. Både Danmark og Tyskland har en interesse i, at Danmark forbliver fredeligt, men alligevel vokser presset dagligt.

Den inderste fare er bind to af Kosovics kraftpræstation af en roman om Scavenius. Her får manden selv stemme, politikeren, ægtemanden, skørtejægeren, embedsmanden, stivstikkeren. I denne arrogante skikkelse samles hele samarbejdspolitikkens dilemma, for hvor langt skal man gå for at forhindre et værre onde? Hvornår bliver prisen for høj?

Han kæmper for at holde sammen på det hele, ikke mindst på sit eget privatliv, hvor han som statsminister i nogle af de mest kritiske år i landet historie samtidig har indledt en affære med en tyve år yngre kvinde, hvilket ikke bare truer elskerindens sikkerhed, men også gør statsministerfruen til noget af en sikkerhedstrussel i sin forsmåethed. Han har en herremandsmentalitet ikke bare over for sine embedsmænd og de øvrige, mere tyskfjendtlige politikere, men også over for kvinderne i sit liv.

Birgithe Kosovic tegner Scavenius’ psykologiske profil, så man både forstår ham og raser over ham. Det er ingen apologi over samarbejdspolitikkens arkitekt, men heller ikke en rasende anklage. Han forfulgte ét mål og var ude af stand til at ændre synspunkt, selv da begivenhederne (og de tyske krav!) overhalede ham inden om. Han er nøgternt set en umådelig interessant person, nem at dømme, nem at hade, men også mangefacetteret, og Kosovic giver manden liv i al hans uperfekthed.

Den inderste fare er virkelig velskrevet, om end 644 sider er i overkanten.

Læs også anmeldelsen af Den inderste fare, bind 1.

Birgithe Kosovic: Den inderste fare – bind 2. 644 sider, Politikens Forlag. Udkommer 9. april.