For mange mennesker er de sociale medier en berigelse. Vi kommunikerer nemt og hurtigt med hinanden. Vi publicerer tekster, billeder og film uafhængigt af kritiske redaktører, og vi kan sætte ting til debat. Tænk blot på, hvordan #metoo-bevægelsen er blevet global takket være de sociale medier. Men medaljen har en bagside, og det er den, Taplin fokuserer på i sin bog.

Bagsiden af medaljen er, at vi har ladet firmaer som blandt andet Facebook, Google og Amazon vokse sig så store og magtfulde, at de kan sætte myndigheder og politikere skakmat. Det er lykkedes for dem at monopolisere store områder inden for underholdning, formidling og informationssøgning. Det er firmaerne selvfølgelig blevet stinkende rige af, på bekostning af de kunstnere, der producerer det indhold, som de formidler. Det er en af Taplins vigtige pointer.

Et firma som Amazon kan presse forlæggere og forfattere så langt ned i pris, som de næsten har lyst til. Og de ansatte på firmaets gigantiske lagre kan presses ud i nærmest umenneskelige forhold, fordi myndighederne ikke længere er stærke nok til at gennemtvinge basale arbejdsretlige vilkår. Det er anden pointe i bogen. Nogle af de erhvervsledere, der har startet succesrige internetfirma har en bestemt politisk dagsorden. Det gælder eksempelvis Peter Thiel, der var med til at skabe Paypal, og Jeff Bezos fra Amazon. De kæmper en indædt kamp mod enhver form for statslig indblanding og lovgivning, som kan begrænse erhvervslivets udfoldelsesmuligheder.

Som brugere af sociale medier bliver vi holdt for nar, påstår Taplin. Vi tror, at opfindsomme og kreative sjæle har skabt medier, som kan underholde os, som vi kan blive klogere af og som er skabt for at holde sociale relationer ved lige. I virkeligheden er der tale om firmaer, som indsamler, systematiserer og sælger oplysninger om os til blandt andet annoncører og politiske partier.

Vores adfærd på internettet efterlader så mange spor, at et firma som Facebook kender sin bruger bedre end hans eller hendes nærmeste familie. Vores adfærd kan forudsiges ud fra vores ageren på internettet. Og ydermere så kan vores adfærd styres via super avancerede algoritmer, der hele tiden holder vores opmærksomhed fast. Algoritmerne sørger for at belønne en bestemt adfærd på nettet. Hvis du gør ting, der får andre til at blive på nettet, eksempelvis på grund af de film og billeder, du poster, så bliver du hele tiden mere synlig og belønnet med likes.

Dette har også politiske konsekvenser, vurderer Taplin. Vi får præsenteret ting, som vi er enige i og i forvejen interesserer os for. Vores verdenssyn og politiske holdninger bekræftes konstant, og vi bliver ikke udfordret af alternative meninger og vurderinger. Det er medvirkende til at undergrave det politiske system og med til at give en demagog som Donald Trump mulighed for at blive præsident.

Taplins bog er provokerende og tankevækkende, og det er forfriskende at få et bud på, hvad vi skal tage os i agt for i vores omgang med de nye internetgiganter. Men bogen bliver også en smule trættende. Taplin strør om sig med henvisninger til rapporter, foredrag, undersøgelser og bøger, som underbygger hans teser. Man bliver næsten rundtosset af at forholde sig til al den viden.

Endelig bliver det også en forfaldshistorie. For verden var bare bedre dengang i 60’erne og 70’erne. Det var jo her de store kunstneriske genier havde deres storhedstid i blandt andet film og musik. I Taplins optik bliver der ikke mange af den slags genier i fremtiden, for vi sidder alle og stirrer hypnotiseret på vores skærme og tjekker likes, ser fordummende videoer og tjekker ligegyldige ’nyheder’ om alt og intet. Ak ja, det kan der måske være noget om. Men nu må det vist være tid til at tjekke om mine venner har lagt noget nyt ud på Facebook.

Læs et bud på, hvordan sociale medier gør os afhængige ved at stimulere bestemte dele af hjernen: Imran Rashid: Sluk – kunsten at overleve i en digital verden.

Move fast and break things. Sådan har Facebook, Google og Amazon sat vores kultur under pres og undermineret demokratiet, af Jonathan Taplin, Jyllands-Postens Forlag, Oversættelse: Hans Jensen, 255 sider, Januar 2018.